Ramen betyder på japansk i sin enkelthed nudler og bouillon, og retten stammer oprindeligt fra Kina. Den kan varieres i en uendelighed. Så længe du har nudler og bouillon, har du en ramen. Der er ingen fast formel, dog laves bouillonen stort set altid på kraftben.
Min ramen blander smage fra det asiatiske køkken og får en dyb og mørk intensitet. Bouillonen er lavet på hakket svinekød for at gøre det nemt, og der er tilføjet saucer så som soya, hoisin, fiske- og østerssauce. Og så er den spækfyldt med kraft og umami.
Umami
Umami er en af de fem grundsmage, som er salt, sødt, bittert, surt og umami. Umami kan være svær at definere, men den giver en ret en fylde af kødkraft og velsmag, selvom der ikke altid er kød i retten. Det er simpelthen, de råvarer man bruger, der skaber umami-smagen. Råvarer man finder umami i:
- Svampe
- Parmesanost
- Bacon
- Fiskesauce
- Soya
- Tang
- Bouillon
- Asparges
- Tomater
- Dashi (japansk grundfond lavet på tang og tørrede tunflager også kaldet bonitoflager)
- Kød
- Skaldyr
Denne ramen får sin umami fra fiskesauce, soya, kød og svampe. Den er intens og kraftfuld i smagen og smager helt anderledes dyb, end bouillons jeg før har smagt.
Nudler
Rigtige ramennudler er lavet af salt, hvedemel, vand og kansui (et alkalisk pulver, der giver nudlerne bid) og kommer oprindeligt fra Kina. Jeg har i denne ret brugt instant noodles, da de kan koges i bouillonen og er hurtigt færdige. Men det er mulig at købe autentiske ramennudler(reklamelink).
Asiatiske råvarer
Alt afhængig af hvor i landet du bor, kan det være mere eller mindre nemt at få fat i asiatiske råvarer. Men står du og ikke kan få de ting, du skal bruge, er der råd for det.
Flere asiatiske supermarkeder sælger deres varer online, jeg bruger selv Pandasia (reklamelink), når jeg skal have andet end dét, mit lokale supermarked kan klare. Pandasia (reklamelink) har et bredt udvalg af varer og hurtig levering, hvilket for mig er alfa omega, når jeg pludselig får trang til at lave noget asiatisk.
Japansk masterclass
I anledning af min japanske masterclass, som jeg afholder i Facebook-gruppen Gæstemad – uden sved på panden!, som løber af stablen fra den 3.-6. maj, vil jeg i den kommende tid køre en serie af japanske opskrifter her på bloggen. Jeg har fuldkommen forelsket mig i den japanske kogekunst, og den begejstring vil jeg gerne formidle videre til jer. Vil du vide mere om min masterclass, kan du læse meget mere her
Til 4 personer
Du skal bruge:
3 l. vand
2 hvidløg
2 løg
2 forårsløg ( kun det grønne )
6 cm fintrevet ingefær
8 champignon
1,5 dl. soya + 2 spsk. til stegning af kød
3 tsk. mirin
2 tsk. chili paste/chili pasta
2 tsk. hoisin
2 tsk østerssauce
2 tsk. fiskesauce
Peber
400 g. hakket svinekød
Lidt sesamolie
3 blade fintsnittet spidskål
4 æg
1 pk. instant noodles
Sesamfrø til pynt
Sådan gør du:
- Kom lidt sesamolie i en stor gryde og brun 200 g. af svinekødet. Det må gerne få en stegeskorpe
- Skær halvdelen af champignonerne i kvarte, og steg dem sammen med kødet
- Del løgene i kvarte og tilsæt dem
- Tilsæt presset hvidløg
- Hæld vand i gryden, og lad det koge op
- Når det koger, skrues ned på middel varme. Hvis der er meget skum, skal det skummes af
- Tilsæt mirin, chili paste, soya, fiske- og østerssauce
- Lad det koge ind i 15 min.
- Si grøntsager og kød fra bouillonen
- Kog derefter bouillonen i yderligere 15 min.
- Hak de resterende champignons i små stykker og tilsæt dem bouillonen
- Imens steges det resterende svinekød på en pande i lidt sesamolie og 2 spsk. soyasauce. Det skal steges ved hård varme, så kødet bliver lidt karamelliseret
- Sæt vand over til æggene. Når det koger, lægges æggene forsigtigt i og koges i 7 minutter
- Når æggene er kogt, lægges de i koldt vand for at stoppe, at de koger videre
- Kom nudlerne ned i suppen og kog dem i den tid, der står på posen
- Hæld bouillonen og nudlerne op i 4 skåle
- Læg det fintsnittede spidskål oven på nudlerne i den ene side
- Læg svinekødet oven på spidskålet
- Læg to halve æg i hver skål
- Pynt med fintsnittede toppe (det mørkegrønne) fra forårsløg og drys lidt sesamfrø hen over
- Servér
Andre japansk-inspirerede opskrifter
Sort sesamis med sesam-karamel kiks
Dette indlæg indeholder reklamelinks, der er tydeligt markeret som reklame. Alle anbefalingerne på bloggen er mine egne, men jeg får et lille honorar, hvis du køber noget hos én, jeg har skrevet (reklamelink) ved. Det medvirker til, at jeg kan fortsætte med at lave indhold til bloggen, men gør ingen forskel for dit køb.
1 Comment