Forside

Spaghetti bolognese

Kan man servere spaghetti bolognese eller spaghetti med kødsovs, som det hedder i folkemunde, til sine gæster? Ja, selvfølgelig kan man det! Det skal bare have stået i 3 1/2 time og kogt, være lavet på økologisk slagterkød og have friskrevet parmesan fra ostehandleren på toppen – så har du en kongeret, som dine gæster vil elske. Og hvis du topper den med at lave hjemmelavet pasta til, mangler ingen noget. Alt kan laves i forvejen, så du kan hygge om dine gæster i stedet for at stå i køkkenet.

Lav en stor portion

Når man alligevel er i gang med at lave spaghetti bolognese, der skal koge i 3 1/2 time, så lav en stor portion. Herhjemme er det Jesper, der laver kødsovsen. Han koger 2-3 kilo ad gangen, som vi vacuumpakker (se min vacuumpakker her) og kommer i fryser, så der altid er lækker mad – også når vi har haft en travl dag. Hvis du laver spaghetti bolognese til dine gæster, så sørg for, den er lavet samme dag. Så smager den bedst.

Hjemmelavet pasta

Mine gæster skal forkæles, og derfor skal pastaen til min spaghetti bolognese være hjemmelavet. Og så tænker du måske, åhhh nej det er sååå besværligt. Men nej, for jeg har selvfølgelig en maskine i maskinparken, der kan klare jobbet på 10 min. Du kan læse mere om min pastamaskine her. Pastaen smager fantastisk, og jeg bruger helt almindeligt hvedemel, da jeg synes, det giver den bedste konsistens.

Langtidskogt bolognese

Denne spaghetti bolognese skal koge i 3 1/2 time. Det skal den, fordi så bliver kødet lækkert mørt og smelter næsten i munden. Jeg vil ikke lave denne spaghetti bolognese,  hvis ikke du kan sætte 3 1/2 time af. Det vil simpelthen være ærgerligt og ikke smage nær så lækkert. 

Tilbehør

Jeg serverer altid en lækker parmesan, som jeg har købt hos ostemanden eller et italiensk supermarked. Derudover er der nogle, der ynder at komme trøffelolie over kødsovsen. Jeg er ikke selv stor fan af det, da jeg synes, trøffelolien smager for syntetisk. Men det bliver lidt mere eksklusivt, hvis man sætter den på bordet. 

 

Du skal bruge:

450 g. hakket oksekød – fra slagteren

1/2 stort, finthakket løg

172 finthakket gulerod

1 1/2 fed hvidløg

200 g. hakkede tomater på dåse

1 stilk bladselleri, finthakket

1 tsk. tørret oregano

1 spsk. tomatpuré

1/2 dl. piskefløde

1 1/2 dl. oksebouillon

1 dl. rødvin

Olivenolie

Salt/peber


Sådan gør du:
  1. Kom selleri, gulerod og løg i en minihakker eller foodprocessor og har det fint. Du kan også lave det til små tern med en kniv.
  2. Varm en smule olivenolie i en stor gryde.
  3. Tilsæt den hakkede selleri, løg og gulerod.
  4. Press hvidløgene, og kom dem ned i gryden.
  5. Løgene skal være klare.
  6. Tilsæt det hakkede kød, og brun det godt.
  7. Kom resten af ingredienserne i gryden.
  8. Kryder med salt og peber.
  9. Kog bolognesen i 3 1/2 time ved svag varme. Der skal røres i den en gang imellem.
  10. Servér med hjemmelavet pasta, parmesan og trøffelolie

Til spaghetti bolognese vil jeg anbefale en Chianti. Chianti er lavet på druesorten Sangiovese og kommer fra Toscana. En Chianti er perfekt til tomatbaserede saucer og vil derfor også gå godt til en pizza. Duften af Italien – det er det, du finder i et godt glas Chianti!

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.