Når jeg serverer kalveculotte for mine gæster, får de julelys i øjnene. Kødet er mørt og har en mildere smag end oksekød. Det bliver heller ikke så rødt som oksekød, men får en sart lyserød farve, når det er stegt korrekt. Her får du opskriften på en perfekt stegt kalveculotte.
Culotte
Culotte sidder bagerst på kalven, ja vel nærmere bestemt på dens bagdel lige ved halen. Samvirke har lavet en rigtig fint oversigt, der viser, hvor de forskellige udskæringer sidder. Du kan se den her.
Kalve
Kalvene må højest være 1 år, før de bliver slagtet. I Danmark bliver de ofte slagtet et sted mellem 8 og 10 måneder. De tyrekalve, som man bruger til at producere kalvekød, ville normalt havde været slagtet meget tidligere, da de kommer fra mælkeproduktionen, og man ikke kan bruge dem efter fødslen. Ja, det er barske vilkår. I stedet vælger man at at fede dem op og bruge kødet. Så der er noget bæredygtighed inde over.
Leveforhold
I Danmark er der strenge regler for, hvordan kalvenes leveforhold skal være, og dyrevelfærden er høj. De er ikke bundet fast og har fin plads. Så hvis man vælge en dansk kalveculotte, vælger man kød fra dyr, der har haft gode betingelser.
Sødmælkskalve
Man kan købe kalveculotter fra udlandet, der er opdrættet på sødmælk. Men denne form for opdræt er ikke tilladt i Danmark, da kalvenes fordøjelse ikke har godt af kun at få sødmælk. Derfor vil det danske kalvekød være noget mere grov i strukturen end det udenlandske kød, da de danske kalve også får grovfoder.
Intervalstegning
En kollega anbefalede mig at intervalstege kalveculotten, og det gjorde jeg. Han havde prøvet sig frem og havde haft stor succes med det. Du får metoden her.
Perfekt stegt kalveculotte
Ingredienser
- 1 Kalveculotte (ca. 1,2 kg)
- 3 fed Hvidløg
- Salt/peber
- lidt Olivenolie
Sådan gør du
- Dup kalveculotten med et stykke køkkenrulle, så den er helt tør
- Skær den sølvfarvede hinde af, som sidder på bagsiden af stegen
- Lav ridser i fedtet – endelig ikke i kødet
- Gnub stegen godt med salt og peber
- Tænd ovnen på 180 grader varmluft
- Kom lidt olie på en pande og varm den godt op
- Når olien er varm, lægges culotten på panden
- Giv stegen en flot, brun stegeskorpe på begge sider
- Tag stegen af panden, og kom den på en ovnrist
- Gnid stegen med presset hvidløg og lidt mere salt og peber
- Sæt risten med culotten ind midt i ovnen. Sæt en plade med et ildfast fad med lidt vand i under stegen.
- Steg culotten i 15 min., hvorefter den tages ud på bordet for at hvile i 15 min.
- Sæt stegen i ovnen igen efter at have hvilet i 15 min. Gentag processen, hvor du giv stegen 15 min. i ovnen, hvorefter den skal hvile på bordet i 15 min.
- Herefter kan stegen skæres og serveres
Hvad du kan servere til stegen
Hvis du har brug for lidt forslag til, hvad du kan servere til stegen, får du et par andre opskrifter her.
Du kunne for eksempel serverer knuste kartofler og spidskålssalat med mormor-dressing til.