
Laksemousse
Jeg er vild med den klassiske tunmousse lavet med smør og creme fraiche, som minder mig om min barndom. Jeg fik den altid hos min moster ved festlige lejligheder og bliver engang imellem frisket til at lave den selv. Her på det sidste, har jeg gået og spekuleret på, om man kan lave laksemousse på samme måde. Og det kan man sørme!
Jeg har brugt varmrøget laks til denne laksemousse, som er lavet på 10 min. Du kan endda lave den dagen før, så du kun skal koncentrere dig om hovedretten og desserten til gæsterne.
Du skal bruge:
180 g. varmrøget laks
1/2 dl. creme fraiche 18 %
100 g. blødt smør
Citronsaft
Feltsalat
Salt/peber
Sådan gør du:
- Tag skindet af laksen
- Bræk laksen i mindre stykker
- Pisk laks, smør, creme fraiche, salt og peber sammen med en elpisker
- Smag til med lidt citronsaft
- Kom i en form fx. en rugbrødsform
- Stil på køl i mindst 6 timer
Serveres sammen med en cremefraiche-dressing med lidt dild i.
Andre opskrifter med laks













