Forretter,  Forside,  Snacks

Bruschetta med avokadomos og laks

Bruschetta er én af de ting, der er perfekte som snacks eller forret, når man har gæster på besøg. Denne bruschetta med avokadomos og laks er toppet med en gang spirer (lucernespirer), som giver knas og en saftighed, der er så lækker.

Rester

Bruschetta kan man lave i et utal af variationer. Det er egentlig kun fantasien, der sætter grænser. Rester er genialt til at komme oven på det sprøde brød, og så får du tømt køleskabet samtidigt. Så hvis du primært holder dig til bruschettas med frisk tomat, så er det bare om at komme i gang med at lege med andre variationer.

Pesto

Grøn eller rød pesto er flittigt brugt på bruschettas. Man kan bruge pestoen på to måder. Enten som hovedingrediensen, der kommes oven på det rystede brød eller som underlagt, hvor der bliver lagt noget parmaskinke eller andet kød ovenpå. Pestoen kan du meget nemt lave selv enten ved at blende soltørrede tomater med hvidløg, pinjekerner, parmesan og peber eller ved at blende basilikumblade med pinjekerner, hvidløg, parmesan, hvidløg og olivenolie. Hjemmelavet er bare lækkert.

Tapanade

Tapanade er genial til bruschettas. Selvom det er fransk, egner det sig til at blive serveret på et stykke ristet brød. Normalt laver man tapanade af oliven, ansjoser og kapers. Men det bliver for mig for stærkt i smagen. Jeg laver en af sorte oliven uden sten (de billige til 14 kr.), olivenolie og lidt hvidløg. Det blendes sammen og smages til med peber og lidt salt. Man kan også bruge grønne oliven, hvis man kan lide det.

Kød

Parmaskinke eller forskellige typer italienske pølser i skiver fungerer også rigtig godt til bruschettas. Jeg bruger tit en fennikelspegepølse, da den har en lækkert mild smag.

Fisk

Det er ikke så tit, man får fisk på bruschettas. Men laks egner sig fortrindeligt til at komme oven på det ristede brød. Det kan både være som rilette, røget eller varmrøget. Man kan også sagtens bruge tun både lige fra dåsen, som tuntatar eller blandet op med cremefraiche.

Grøntsager

Ja, man kan ikke komme uden om, at tomat er den ultimative topping til en bruschetta. Men man kan sagtens bruge andre grøntsager. Jeg bruger rigtig tit avokado, fordi den har en fantastisk farve eller stegte svampe. Men grillede og marinerede squash, peberfrugt eller aubergine er også rigtig lækkert.  Edamamebønner med smørbar gedeost er også et kæmpe hit.

Frugt

Jeg er stor fan af jordbær eller friske figner med smørbar gedeost, men man kan også sagtens bruge ferskner, æbler eller pærer.

Snack eller forret

Hvis jeg laver bruschetta som en snack til en fordrink, laver jeg ca. 3-4 små forskellige på et langt skærebræt af træ. Det ser flot ud, og gæsterne kan gå og nippe af det. Hvis det er som en forret, laver jeg en til to pr. mand. Har jeg en tung hovedret med kød, vil jeg som regelt vælge at lave bruschettas med grøntsager, så det hele ikke bliver så tung.

Til 4 personer (2 små til hver)

Du skal bruge:

8 skiver surdejsbrød (flûtes)

8 skiver røget laks

1 pakke lucernespirer

2-3 avokadoer

Lidt citronsaft

Salt og peber

Lidt tabasco

Sådan gør du:

  1. Mos avokadoerne groft og smag til med citron, tabasco, salt og peber
  2. Skær brøddet i skiver og rist det – gerne på en grillpande
  3. Smør et tykt lag avokadomos på en brødskive
  4. Læg en skive røget laks oven på avokadomosen
  5. Pynt med lucernespirerne
  6. Lav de andre stykker brød på samme måde
  7. Servér

Avokadomosen kan laves lidt før, gæsterne kommer, hvis du lægger avokadostenen ned til mosen, dækker mosen til med film eller sølvpapir og sætter den i køleskabet.

Til denne bruschetta med avokadomos og laks vil jeg servere en fadlagret Bourgogne Blanc lavet på Chardonnay-druen.

Print Friendly, PDF & Email

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.