Græskarkage med sukkersyltede græskarstrimler

Jeg har sat mig for at eksperimentere i køkkenet med græskar, og det førte til denne lækre græskarkage med brændt marengs og sukkersyltede græskarstrimler.

Græskar

Det hele startede egentlig med, at jeg indså, at jeg intet anede om græskar. Det er ikke noget, jeg bruger i min madlavning og ikke noget, jeg selv vælger at spise, hvis jeg kan vælge. Så jeg købte 6 kg. forskellige typer græskar for at forsøge mig lidt frem med forskellige teknikker, konsistenser og smage.

Græskar

 

Hokkaido

Vi er i oktober måned, og det er Halloween-tid. Det helt store græskar i oktober er hokkaidogræskaret, som ofte bruges til at lave græskarmænd. Med dens smukke farve og hårde ydre, lå den der i kassen og kaldte på mig. Så Hokaido var det græskar, jeg kastede mig først over.

Græskar i forskellige former

 

Eksperimenterne

På restauranten Madrick i Vejle, fik jeg for et par uger siden eddikesyltet græskarstrimler i min salat. De smagte sindsygt godt, og jeg ville rigtig gerne ramme den smag og sprødhed, som de havde fået frem. Derfor var mit første projekt at lave syltede græskarstrimler. 

Salat med eddikesyltede græskar

Derudover havde jeg en idé om, at jeg gerne ville bruge hokaidoet til at lave en græskarkage, da jeg skulle lave en dessert til mine svigerforældre, fordi de kom på besøg. Så eksperimenterne i køkkenet gik i gang.  

Græskar på mandolinjern

 

Eddikesyltede græskar

Det første jeg lavede, var de eddikesyltede græskar. Jeg prøvede to forskellige metoder af til de syltede græskar. Først en helt almindelig kold syltelage, som man også bruger til agurkesalat. Derefter en opvarmning af samme syltelage, som jeg kogte græskarstrimlerne i. Men jeg valgte til sidst at gå med den kolde syltelage, den gav græskarret en sprødhed, jeg var vild med. Græskaret skar jeg helt tyndt på et mandolinjern, så jeg fik strimler ud af det, og så lagde jeg det i syltelagen i 4 timer.

Syltelage

Det skal du bruge:

3 dl. eddike

2. dl. vand

5 spsk. sukker

Sådan gør du: 

  1. Bland ingredienserne. Lagen er klar, når sukkeret er opløst
  2. Kom 1/2 hokkaido græskar i tynde strimler ned i lagen
  3. Lad græskarret trække i lagen i mindst 3 timer
  4. Servér

De syltede græskarstrimler hældte jeg på et skoldet glas, så de kunne gemmes til salater eller som pynt til retter. Men jeg havde også en idé om, at jeg kunne prøve de syltede græskarstrimler som pynt til min kage. Så næste projekt blev at få lavet de syltede græskarstrimler om til noget sødt. 

 

Eddikesyltede græskar

 

Skal man bruge græskarkernerne?

Nu har jeg nogle gange forsøgt at bruge hele græskarret – også kernerne. Men jeg kommer hver gang til samme konklusion. Det er for besværligt, og resultatet bliver ikke særlig godt, når jeg selv laver ristede græskarkerner. Så det holder jeg mig fra.

 

Græskarkage

Jeg ville jo bruge den anden halvdel af mit hokkaido græskar til en græskarkage. Denne græskarkage kan du vælge at lave på mandelmel, så den bliver glutenfri eller bruge hvedemel i stedet. Den bliver lidt mere porøs med mandelmel, men smager skønt. Jeg lavede den med hvedemel til mine svigerforældre, og de var vilde med den. Svigerfar var ellers ret sikker på, at han ikke kunne lide græskar, men det blev ændret efter denne kage. 

Jeg kommer lidt kanel i, da jeg synes, det passer så godt sammen med græskar. Derudover har jeg valgt at bruge brun farin i stedet for kun sukker. Det giver kagen en mere dyb smag. 

Græskartærte i ovn

 

Du skal bruge:

1 lille/mellemstort hokaidogræskar

2 æg

60 g. sukker

40 g. brun farin

1 tsk. kanel

1 tsk. bagepulver

200 g. mandelmel eller hvedemel

100 g. smeltet smør

 

Sådan gør du

  1. Skær græskarret i kvarte.
  2. Brug halvdele af græskarret til at lave sukkersyltede græskarstrimler.
  3. Kom den anden halvdel på en bageplade i ovnen ved 200 grader i 30 minutter.
  4. Imens græskarret er i ovnen, smeltes smørret. Lad det køle lidt af.
  5. Pensl en tærteform med lidt af det smeltede smør.
  6. Æg, sukker, farin og kanel piskes luftigt med en elpisker eller på en køkkenmaskine (ca. 8 min.)
  7. Vend forsigtigt mandelmel/hvedemel og bagepulver rundt sammen med æggeblandingen.
  8. Når græskarret er færdigt, bruger man en ske til at grave “kødet” ud af græskarret.
  9. Kom græskarkødet i en foodprocessor, og blend det helt glat.
  10. Puréen og det smeltede smør vendes forsigtigt i dejen.
  11. Kom dejen i tærteformen.
  12. Bag kagen i ovnen i 20-25 min. ved 180 grader.
  13. Køl kagen af

Kagen kan sagtens laves dagen før, du skal servere den. 

Græskarpuré

 

Marengs

Jeg har valgt, at græskarkagen skal have en top af blød, brændt marengs. Det er bare en almindelig marengs, jeg bruger, men hvis du hellere vil have italiensk marengs, kan du sagtens bruge det også. Marengsen sprøjtede jeg på kagen og brændte med en gasbrænder.

Du skal bruge:

2 pasteuriserede æggehvider

200 g. sukker

1 sprøjtepose

 

Sådan gør du:

  1. Pisk æggehviderne med en elpisker eller på en køkkenmaskine
  2. Kom sukkeret i lidt ad gangen
  3. Marengsen er færdig, når du kan lave toppe af den, som selv står og sukkeret er opløst
  4. Kom massen på en sprøjtepose

Gem sprøjteposen med marengs i køleskabet, indtil du skal servere kagen. 

Sukkersyltede græskarstrimler

Udover marengsen som pynt på kagen, syntes jeg, der skulle være noget, der viste, at det var en græskarkage. Og så kom jeg til at tænke på mine eddikesyltede græskar. Kunne jeg måske bruge dem? Ja, selvfølgelig kunne jeg det.

Efter adskillige eksperimenter, hvor jeg prøvede mange forskellige processer af, fandt jeg ud af at den bedste måde, at lave sukkersyltede græskar på, er at sylte dem først i en kold eddikelage, hvorefter de bliver kogt og glaseret i en varm sukkerlage. Og heldigvis havde jeg jo lavet nogle eddikesyltede græskar, som lige stod klar til brug. 

De sukkersyltede græskarstrimler er som slik. De er søde og er stadig lidt knasende og giver en god konsistens til græskarkagen. Jeg har forsøgt, om man kunne undvære den proces, hvor græskarret bliver eddikesyltet. Men så forsvinder hele den sprøde fornøjelse, og den skønne blanding af sød og surt udebliver. Så med mindre du har meget travlt, vil jeg lave begge syltninger. Den eddikesyltede kan du lave flere uger i forvejen. 

Græskar koges i sukkerlage

 

Du skal bruge:

1 vaniljestang

1 portion eddikesyltede græskarstrimler (1/2 hokkaido)

300 ml. vand

3 dl. sukker

 

Sådan gør du:

  1. Kog vand, sukker og vaniljestang op, til sukkeret er opløst
  2. Kom de eddikesyltede græskarstrimler ned i sukkerlagen. Der må ikke komme eddikelage med
  3. Kog i ca. 10 min., indtil græskarstrimlerne er blevet glasklart
  4. Hvis sukkerlagen er blevet tyk og hænger fast på græskarstrimlerne er de sukkersyltede græskar færdige og lægges over på et stykke bagepapir
  5. Hvis ikke lagen er tyk, så tag græskarstrimlerne op, og læg det på en tallerken
  6. Kog nu lagen, indtil den er tyk og kan glasere græskarstrimlerne
  7. Kom græskarstrimlerne tilbage i lagen et minuts tid
  8. Kom derefter græskarstrimlerne over på bagepapir, så de kan køle af

De kan laves om morgenen og ligge på bagepapiret, til du skal pynte kagen.

Sukkersyltede græskarstrimler

 

Kagen samles

  1. Tag græskarkagen ud af tærteformen, og kom den på et fad
  2. Sprøjt marengs på kagen. Du kan lave et mønster, eller bare lade det være tilfældig. Lad være med at overdrive med marengsmassen, den er meget sød
  3. Tag en gasbrænder og brænd marengsen. Den må ikke blive sort
  4. Kom de sukkersyltede græskarstrimler oven på marengsen enten i et mønster eller tilfældigt
  5. Servér

Jeg er dybt imponeret over, hvor meget man egentlig kan bruge et græskar til. Det er virkelig en alsidig grøntsag, der både kan bruges i det søde og det salte køkken. Jeg glæder mig til at prøve nogle af de andre græskar af, som jeg har købt. Men ét er sikker, jeg kommer til at lave denne græskarkage igen. 

Græskarkage med brændt marengs og sukkersyltede græskarstrimler

Til denne meget søde dessert vil jeg serverer en dessertvin lavet på Muscat-druen. Sødmen fra Muscat-vinen vil komplimentere den søde marengs og græskarstrimlerne. Sørg for at Muscat-vinen er kold, så er den helt perfekt.

Myfoodblog.dk
Myfoodblog.dk

Velkommen til Myfoodblog.dk, mit kreative hjertebarn, hvor du finder et sandt festfyrværkeri af smag og nydelse. Jeg er Stine Bengtsson, madentusiast og hjernen bag denne madblog. Her deler jeg mine lidenskaber for madlavning, oplevelser ved bordet og kærligheden til madens univers.

Leder du efter opskrifter til uforglemmeligt gæstemad, der ikke giver sved på panden? Så er du kommet det rette sted! Jeg har sammensat en skattekiste af inspirerende retter fra alverdens køkkener. Du skal bare følge mine trin, og dine gæster vil elske din madlavning.

Mine anmeldelser af kogebøger guider dig til de bedste kulinariske eventyr, og vinanbefalingerne sætter prikken over i’et på dine måltider. For ikke at nævne mine anmeldelser af restauranter, både nær og fjern. Så kom, lad os udforske den vidunderlige verden af mad sammen.

Så dyk ind i Myfoodblog.dks univers og lad dig lokke af duftende aromaer, farverig præsentation og min passion for mad. Glem sved på panden og lad dig forkæle med kulinariske glæder, der bare venter på at blive opdaget.

Find me on: Web | Facebook

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

error: Content is protected !!