Disse knaseklejner stammer oprindeligt fra min farmor, men jeg har taget opskriften og forbedret den. Jeg elskede at spise min farmors julebag og lige netop disse klejner var favoritten. Bittesmå og knasende sprøde.
Min farmor
Min farmor var en flamboyant og meget bestemt dame, en livsnyder, der elskede at lave mad ligeså meget, som jeg gør. Det var hos hende, jeg blev introduceret for kalvetunge, artiskokker og mulvarpeskud. En hvidhåret Kirsten Hyttemeier, der startede dagen med en snaps og altid havde Mentos i jakkelommen. Hun malede sine øjenbryn kulsorte, og på hendes forklæde stod der gourmand, gourmet – gu’ er jeg det! Hun rejste en del, syede sit eget tøj efter den franske mode, havde i mange år en keramikbutik (Laurine) og lavede fuglebilleder med fjer fra fuglene i Zoologisk Have. Hun var skrap og råbte højt i bussen “Er der ingen, der rejser sig for en gammel dame”, når der ingen siddepladser var, hvilket gjorde mig vildt flov. Jeg elskede hende højt, selvom hun mange gange var noget af en mundfuld.
Knaseklejner
Disse klejner er ikke helt almindelige. De skal nemlig være bittesmå. Min farmor var fænomenal til at lave dem små, selvom hun havde store og krogede fingre. Mine fingre dur slet ikke til det, det er som om, jeg har 10 tommeltotter. Selvom klejnerne er små, bliver de ikke tørre, bare man ikke koger dem for længe. De bliver enormt lækre og sprøde, som navnet antyder. Min farmor brugte snaps, nok af den grund, at det havde hun altid. Jeg kan bedre lide smagen af cognac. Det behøver ikke være en fin cognac, jeg brugte denne gang en brandy i stedet.
Tips til opskriften
- Sørg for at palminen er 180 grader varm, før du koger klejnerne
- Brug en klejnespore til at få den perfekte form
- Dejen kan fryses, så længe den er rå. Form klejnerne og læg dem på bagepapir, så kan du hurtigt tage dem op og koge dem, når du har tid
- Klejnerne kan holde i lang tid i en lufttæt beholder – hvis ingen finder dem!

Knaseklejner
Ingredienser
- 4 stk. æggeblommer
- 1 1/2 dl. flormelis
- 50 g. smør
- 1 spsk. kaffefløde 9 %
- 1 spsk. piskefløde 38 %
- 2 spsk. cognac eller brandy
- 2 spsk. revet citronskal
- 1/2 citron saften fra
- 200-250 g. hvedemel
- 1/2 tsk. kardemomme stødt
- 1 pk. palmin til stegningen
Sådan gør du
- Æggeblommerne røres skummende med flormelis
- Smelt smørret og rør det i, når det er afkølet
- Bland de andre ingredienser i
- Ælt dejen til den er smidig
- Lad dejen hvile i køleskabet i 30 min.
- Kom lidt mel på bordet og rul dejen meget tyndt ud i en rektangel
- Dejen skæres i aflange ruder på omkring 3 cm.
- Skær et aflangt hul i midten af klejnen, og vrid klejnen igennem hullet
- Smelt palminen og opvarm det til 180 grader
- Kog 4-5 klejner ad gangen
- Når de er lysebrune, tages de op med en hulske og lægges på fedtsugende papir
- Gentag proceduren til alle klejnerne er lavet
Andre julesmåkager
Kender du svenske gaffelkager? De er min yndlings julesmåkage, dels fordi de er utrolig nemme at lave, dels fordi de smager fantastisk. De er meget enkle og består kun af hasselnødder, smør, hvedemel, bagepulver og sukker. Nemmere kan det ikke blive. De er fantastiske at lave sammen med børn, da de vil elske at mase kagerne flade med gaflen. Du finder opskriften her
