Træt af den klassiske rejecocktail? Så prøv denne mexicanske rejecocktail. Servér den med tortilla chips eller lidt ristet brød. Den er perfekt som gæstemad, da alt kan laves i forvejen og samles, lige inden retten skal serveres. Så undgår du sved på panden, når gæster er kommet.
Hvorfor mexicansk?
Jeg har valgt at kalde denne rejecocktail for mexicansk rejecocktail, fordi den består af guacamole og en peberfrugtcreme. Typiske mexicanske ingredienser. Dog har jeg valgt ikke at gøre den stærk, men hvis du er til chili, kan du altid komme noget i peberfrugtcremen. Vær dog opmærksom på, at det ikke er sikkert, dine gæster kan tåle lige så meget chili, som du kan.
Rejer
Jeg foretrækker altid pil-selv rejer (rejer med skal), når jeg skal servere rejer. De er store og har en helt anderledes sød smag og en bedre konsistens. Derudover kan du gemme rejeskallerne i fryseren til næste gang, du skal have gæster og lave en lækker rejebisque til dem.
Men hvis det skal gå hurtigt, så vælg de store frosne grønlandske rejer. Hvis du lægger dem i køleskabet aftenen før, du skal servere retten, er de optøet, når du skal bruge dem. På billedet har jeg brugt grønlandske rejer.
Peberfrugtcreme
Cremen laves ved, at peberfrugterne bliver “grillet”. Jeg bor i lejlighed og har derfor ikke lige en grill ved hånden, så mine peberfrugter kommes i ovnen. Men har du en gasgrill, er det super nemt lige at tænde den og grille peberfrugterne, til skallen bliver sort. I ovnen bliver den ikke så sort.
Til 4 personer
Du skal bruge:
2 avokado
2 røde peberfrugter
2 spsk. creme fraiche 18 %
1 fed hvidløg
4 dråber tabasco
1/2 citron
Lidt olivenolie
Salt og peber
8 friske grønne asparges
Lidt dild til pynt
200-300 g. rejer
Tortilla chips
Sådan gør du:
- Tænd ovnen på 200 grader
- Kom peberfrugterne i et ildfast fad, og smør dem ind i lidt olivenolie.
- Sæt peberfrugterne i ovnen i ca. 50 min. Vend dem jævnligt. Skallen må gerne blive sort.
- Tag peberfrugterne ud af ovnen, og kom dem over i en frysepose, og luk den.
- Der skal de ligge i 15 min., så vil skallen være nemmere at tage af.
- Imens laves guacamolen.
- Halvér advokadoerne, tag stenen ud, og skrab kødet ned i en skål.
- Mos avokadokødet med en gaffel, og bland creme fraiche og et presset fed hvidløg i.
- Smag til med citronsaft, tabasco, salt og peber.
- Bræk enderne af aspargsne, og kog dem i letsaltet vand i 4 minutter.
- Tag peberfrugterne ud af frysepose, og fjern skindet, kernerne og stilken.
- Kom peberfrugten i en blender og smag til med salt, peber og lidt citron.
- Anret foretten i høje glas. Guacamolen nederst, så peberfrugtcremen og til sidst rejerne. Pynt med to asparges i hvert glas og lidt dild.
Til denne dejlige forret vil jeg anbefale en Riesling eller en Gewürstraminer med lidt sødme, fordi den vil passe godt til sødmen i avokadoerne og peberfrugtcremen.
Dejlig og meget smagfuld rejekoktail. Stor anbefaling herfra.
Forfatter
Dejligt, du kunne lide den Lars. Jeg er også selv stor fan af den.
Mange hilsner
Stine Bengtsson
Myfoodblog.dk