
Vafler med avokado og laks
Julen og nytåret er overstået, og det er tid til at få lidt sundt i maven. Vafler med avokado og laks er et dejligt alternativ til den rigtig fede mad, december har budt på. Man behøver ingen dressing, da avokadoen er cremet i sig selv. Så med mindre du helt har droppet at spise gluten i januar, er dette en dejlig ret.
Fyld
Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvilket fyld du kan putte på dine vafler. Jeg havde nogle rester af laks i køleskabet, derfor var det oplagt at bruge dem. Har du anderester til overs i fryseren, ville jeg blande dem med teriyakisovs og komme lidt forårsløg og agurk hen over.
Morgenmad eller frokost
Vaflen kan bruges til både morgenmad og frokost. De er nemme at lave. Ja, selv børn kan stå og lave det selv. Denne opskrift er på én vaffel til hver.
Til 4 personer
Du skal bruge:
4 dl. sødmælk
100 g. smeltet smør
Lidt salt
4 dl. hvedemel
2 æg
1 tsk. bagepulver
12-16 skiver røget laks
2-4 avokadoer
Lidt citronsaft
Salt/peber
Sådan gør du:
- Tænd vaffeljernet
- Bland hvedemel, bagepulver og salt sammen i en skål
- Tilsæt æg og rør godt rundt med et piskeris
- Tilsæt 1 dl. mælk ad gangen og rør rundt
- Tilsæt det smeltede smør og bland det hele
- Når vaffeljernet er varmt (lyser grønt), pensles det med lidt smeltet smør inden i (resterne fra gryden, hvor du smeltede smør)
- Kom 2 dl. vaffeldej i vaffeljernet
- Bag vaflen
- Skær avokadoen i skiver, dryp citronsaft ud over og krydr med salt og peber
- Pynt vafler med 2 skiver laks og 1 avokado i skiver
- Servér
Jeg har åbnet Facebook-gruppen Gæstemad – uden sved på panden!
- Gruppen er til dig, der længe har drømt om at kunne trylle en imponerende gæstemiddag frem uden at stresse, blive overvældet, miste overblikket eller brænde det hele på.
- Den er til dig, der har svært ved at kaste dig ud i nye teknikker eller retter, som trænger til inspiration, et skub i den rigtige retning eller en hjælpende hånd undervejs.
- Den er til dig, som gerne vil lære en masse om mad.
- Og den er til dig, der ved, at den letteste vej i mål, er sammen med andre, der har det på præcis samme måde som dig.
Du tilmelder dig her.


En kommentar
Pingback: