Dette indlæg er lavet før Corona-krisen.
I flere år har jeg drømt om at besøge Hotel Vejlefjord. Derfor har jeg de sidste par år ønsket mig gavekort fra svigerfamilien i både fødselsdags- og julegave. Det koster en god sjat penge, hvis man både vil have spaoplevelse, overnatning samt aftens- og morgenmad. Og selvfølgelig ville jeg have hele pakken!Vi kunne tjekke ind kl. 14.00, og selvfølgelig var vi der en time før for ikke at gå glip af noget. Desværre kunne vi ikke få værelset før, så vi valgte at gå en tur i den skønne park, som er nøje planlagt og har skønne vandrestiger.
Man kan gå lige ned til Vejle Fjord, hvor der er en badebro, som bliver brugt flittigt – også om vinteren. Derudover er der et lille fyr – Træskohage fyr, som ligger meget smukt.
Hotel Vejlefjord blev oprindeligt bygget i 1900 til tuberkulosepatienter, der skulle ud og have frisk luft og motion. Så der er nøje tænkt over, hvilke oplevelser man får på sine gåture. Selve hovedbygningen er kæmpe stor og er bygget sammen med det romerske spa, der ligger med udsigt ud over parken.
Efter gåturen i parken tilhørende Hotel Vejlefjord fik vi en øl og en G&T i Hotel Vejlefjords bar. Det var rimelige priser, de havde – vi betalte 130 kr. Ginnen var min yndlings Monkey 47 med Fever-trees Mediterranean tonic. Mums!
Spa
Vi fik værelset og klædte os hurtigt om i badekåber, som vi havde fået udleveret af hotellet, og gik derefter ned i spa-området. Og hold da op et spa-området! Det var virkeligt dejligt. Jeg var især glad for is- (8 grader) og ildbadene (42 grader), der satte godt gang i blodomløbet og fik mig til at mærke, at jeg levede.
Saunagus
To gange prøvede jeg deres saunagus. Det var to meget forskellige oplevelser, den ene en varm omgang med masser af dufte og et dyp i ubåden, den anden mere meditativ med 4 forskellige dufte og et dyp i fjorden (4 grader). Begge var helt specielle på hver deres måde.
Yndlingsbad
Vores yndlingsbad var det udendørs bassin, der var opvarmet. Der er ikke noget bedre end at have kroppen under det varme vand og mærke kulden i kinderne. Dampene fra det varme vand så fantastisk ud i solens stråler.
Bade og saunaer
Foruden de nævnte bade var der et champagne-, et salt-, et lyd-, et damp- og et panoramabad. Desuden var der en aroma-, en salt- og en skovsauna. Jeg savnede en infarød sauna. De har en, men man skal betale 95 kr. for 30 min., og det er jeg simpelthen for nærig til, når jeg kan få den gratis i min lokale svømmehal.Man kan blive i spa-området til kl. 22.30 om aftenen, men efter et par timer havde Jesper prøvet det, han ville prøve. Og da jeg var færdig med saunagusen kl. 17.30 gik jeg op på værelset.
Værelset
Jesper havde flottet sig og bestilt et værelse med karbad og en større seng (juniorsuite), men desværre var jeg helt udmattet og mættet af vand, så vi fik aldrig brugt det.Til gengæld var værelset fint stort og sengen dejlig. Det eneste minus var, at der var steder i værelset, hvor de ikke havde repareret efter at have flyttet nogle ting, så noget af væggen manglede spartel, væv og maling. Det tog sgu noget af oplevelse, og det er noget, de nemt kan ordne. Så synes, det er noget uprofessionelt, det ikke er fixet. Ellers var alt meget smagfuldt.
Kl. 19.00 skulle vi indtage aftensmaden i hotellets restaurant. Jeg glædede mig, dels fordi jeg syntes menuen lød dejlig, dels fordi jeg håbede, maden levede op til resten af oplevelsen.
Forret
Forretten var en glaseret svinekæbe med en duet af selleri og airbags. Airbags??? Der var vist en kok, der havde været lidt fantasifuld i sin beskrivelse. Jeg kunne i hvert fald ikke regne ud, hvad det var og måtte spørge tjeneren. Det var åbenbart knuste flæskesværd. Lyset var desværre ikke så godt, så billedet blev lidt uskarpt.
Retten smagte godt, men udtrykket var meget blødt. Det ville have været rigtig lækkert med de sprøde flæskesvær, men de var pulveriseret og manglede sprødheden.Jesper fik en vegetarret – grillet hjertesalat med tyttebær, hasselnødder og peanuts. Det var en meget bitter ret, der manglede en sammenhæng i form af en dressing lavet på f.eks. et mælkeprodukt.
Hovedret
Hovederetten var dansk oksemørbrad med en variation af rødbede, pommes anna og pebersauce. Det var en rigtig lækker hovedret. Kødet var enormt mørt og havde næsten ingen struktur, så jeg tænker, den har været en tur i sous vide. Da jeg havde spist færdig, blev jeg på rigtig 80’er manér spurgt, om jeg ønskede en portion mere. Men der var jeg godt mæt.
Jesper fik endnu en vegetarret – falafler. Desværre var det igen ikke det helt store hit. Portioner var kæmpestor – falaflerne på størrelse med tennisbolde, og tilbehøret var en mærkelig blanding af linser, rodfrugter, syltede rødløg og grønkål. Det var på ingen måder en enkel ret, og den gav ikke rigtig mening, selvom falaflerne var lækre.
Dessert
Til dessert fik vi ymerfromage, æblesorbet og mysli. Æblesorbeten var rigtig lækker, den smagte af rigtig danske, røde og modne æbler. Myslien var svær at smage, det var mere noget blendet støv, som ikke rigtig gav mening. Det havde været lækkert, hvis det var rigtig knas.Men det helt store problem var ymerfromagen. Den havde en god syrlig smag, men var tung som et ondt år, og det hjalp ikke, at det var en kæmpe portion, man fik. Rette blev ikke den elegante ret, som køkkenet nok havde tænkt, og det var super ærgerligt.
Alt i alt var middagen et kluntet forsøg på at højne madens udtryk. De ville være bedre tjent med at gøre portionerne mindre, retterne mere enkle og ikke forsøge så meget på at være noget, de ikke er. Råvarerne var lækre, så det var ærgerligt, at vi gik derfra og tænkte, vi havde fået et middelmådigt måltid. Morgenmaden næste dag var ok, men havde også en del mangler.
Vurdering
Alt i alt var vores ophold på Hotel Vejlefjord dejligt, nu er det prøvet. Men jeg vil en anden gang springe måltider og ophold over og kun booke spa-oplevelsen.www.hotelvejlefjord.dk
Mangler du inspiration til nye restauranter?
Så gå ind her og læs mine anmeldelser af danske restauranter.