En kærlighedserklæring
Kan man blive forelsket af at læse en kogebog? Det er der vist ingen tvivl om, at jeg er blevet efter at have læst “Det persiske køkken”fra Muusmann Forlag. Glem alt om de 500 kogebøger og madblade, jeg har stående på hylderne herhjemme. Fremover skal jeg lave mad fra det persiske køkken!
Readathon
Dette indlæg er en del af Bloggers By Hearts (Reklamelink) Readathon serie, hvor jeg, i samarbejde med andre bloggere fra netværket, anbefaler læsning til sommeren. Indlægget indeholder reklame, og alle billeder og opskrifter er gengivet med tilladelse fra forfatteren Inge Lynggaard Hansen.
Irans madkultur
Det er ikke blot en kogebog, som fotograf og rejseleder Inge Lynggard Hansen har skrevet, men også en tydelig kærlighedserklæring til Iran, det iranske folk og til dets madkultur. Selv skriver hun i bogen, at der blev brugt mange tanker på, om hun overhovedet kunne tillade sig, som dansker, at skrive en bog om persisk mad. Men det kan hun! Den historie hun fortæller gennem billederne om iranernes glæde ved råvarer, madkultur og vigtigst af alt væsentligheden af samvær, smitter og skaber lyst til at smage den vidunderlige mad. Og værd at smage, det er den!
Da min mor så, jeg havde fået denne kogebog, blev hun helt vild. Hun besøgte Iran for et par år siden og blev lige så forelsket i landet, folkene og madkulturen, som Inge Lyndggaard Hansen er. Da min mor bladrede igennem bogen, var hun et stort smil og genkendte rigtig mange af retterne. Derfor skulle hun selvfølgelig have “Den persiske kogebog” i fødselsdagsgave, så hun fremover kan lave nogle af de retter, hun stadig drømmer om.
Opskrifterne
Kogebogen er en god blanding af opskrifter, billeder af retterne, trin-for-trin guides og ikke mindst billeder af madkulturen i Iran. Mundvandet har svært ved at blive inde i munden, når man bladrer igennem, fordi Inge Lynggard Hansen er så dygtig en fotograf og storyteller.
Opskrifterne passer rigtig godt til den lidt varmere tid, som vi går ind i, hvor grillen kommer frem, da mange af opskrifter er dip og kødretter, der kan laves på grillen.
3 opskrifter fra bogen
Her får I 3 lækre opskrifter fra bogen.
Barbari-brød
Nun-e barbari [ nunæ barbarri ]
2 stk.
Det er ikke vildt avancerede opskrifter, men til gengæld er smagen helt i top. Jeg forelskede mig fuldkommen i barbari-brødet, som jeg lavede forleden dag. Portionen er efter min mening til 4 personer, og vi var kun to, derfor havde vi et helt brød til overs. Det varmede vi i ovnen næste dag, og det var lige så godt som dagen før. Det brød kommer jeg helt sikkert til at lave meget mere fremover!
30 g økologisk gær
4 dl lunkent vand
1 tsk salt
1 spsk olie
ca. 8 dl økologisk hvedemel (kan evt. blandes med andre typer mel)
TIL PENSLING
1 spsk hvedemel
½ dl vand
1 tsk olivenolie
PYNT
Nigellafrø (jomfru i det grønne) – kan erstattes med sorte sesamfrø, men smagen er ikke den samme
hvide sesamfrø
Sådan gør du
Opløs gæren i det lunkne vand, tilsæt salt og olie – rør godt. Bland mel i lidt ad gangen og rør/ælt, til dejen er smidig. Dejen må gerne føles en smule våd. Lad dejen hæve et par timer et lunt sted.
Tænd ovnen. Del dejen i to portioner og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Form hver portion til et aflangt stykke i hele bagepladens længde og halvdelen af bredden. Lav riller i overfladen på den lange led med en kniv. Lad brødene hæve i 15 minutter.
Imens røres mel, vand og olie sammen i en gryde, til konsistensen er lind. Pensl blandingen ud over brødene og drys nigella- og sesamfrø over.
Bag brødene i 20-25 minutter ved 220 °C i midten af ovnen, til de er gyldenbrune.
Bræk brødene over eller skær dem i skiver med en kniv. Kan serveres til stort set alle typer persisk mad, morgenmad, snacks og sandwiches.
Shirazi-salat
Salad shirazi [ salat sjirasi ]
2 personer
Denne salat var også super lækker. Jeg lavede den med forårsløg i stedet for rødløg, da jeg bedre kan lide smagen. Det kan være svært at lave de helt små tern, hvis man skal lave dem med en kniv. Jeg brugte mit mandolinjern, som kan snitte de små tern. Så går det også lidt hurtigere.
2 agurker
1 lille rødløg eller 2 forårsløg
2 tomater
1 tsk tørret eller 2 spsk finthakket frisk mynte
2 spsk finthakket persille
4 spsk frisk limesaft
3 spsk olivenolie1 tsk salt
¼ tsk peber
Sådan gør du
Flæk agurkerne og fjern kernerne. Skær agurker, løg og tomater ud i små, fine tern. Bland finthakket mynte og persille, limesaft, olivenolie, salt og peber sammen i en skål. Tilsæt derefter de snittede grøntsager.
Du kommer aldrig galt afsted med denne salat; den kan bruges som tilbehør til næsten al slags mad eller som forret.
Kyllingekabab
Joojeh kabab [ djudjæ kabåb ]
4 personer
800 g kyllingebryst
5-6 tomater
MARINADE
1 tsk safran
1 lille bundt bredbladet persille
2 løg
2 fed hvidløg
1 dl friskpresset lime
2 spsk olivenolie
2 spsk yoghurt
2 tsk salt
Sådan gør du
Opløs safran i kogende vand og stil det tilside i 10 minutter eller mere. Hak bredbladet persille fint. Riv løgene (behold væden). Bland en marinade af de revne løg, persille, presset hvidløg, limesaft, olivenolie, yoghurt, safranblandingen og salt sammen i en skål.
Skær kyllingekødet i små tern (ca. 3 x 5 cm), læg dem i skålen med marinaden. Bland det hele godt sammen. Stil det overdækket med husholdningsfilm i køleskab til næste dag for at modne kødet. Rør gerne i skålen en enkelt gang.
Tænd op i grillen. Først når ilden har lagt sig, og der er gløder, er den klar. Sæt tomaterne på spyd og læg dem på grillen. De må gerne blive lidt svitsede i overfladen. Når de er bløde og saftige indeni, er de færdige (afhænger af varmen på grillen, ca. 20 minutter).
Sæt imens kyllingestykkerne tæt sammen på spyd. Grill dem i 5-10 minutter, afhængigt af hvor varm grillen er og kødets tykkelse.
Tilbehør
Servér fx med løg skåret i både, citroner og limefrugter skåret i både, yoghurtdip (side 102), syltede grøntsager (side 126), friske krydderurter
– bredbladet persille, koriander, mynte, forårsløg, fransk estragon m.v.
og persiske fladbrød (side 96).
Konkurrence
I forbindelse med denne anmeldelse har jeg fået muligheden for at lave en konkurrence, hvor man kan vinde kogebogen “Det Persiske køkken”. Du skal blot tilmelde dig mit nyhedsbrev her. Vinderen trækkes 1. juni. Er du allerede tilmeldt mit nyhedsbrev, er du automatisk med i konkurrencen.Næste anbefaling
I morgen kan du læse næste indlæg i Bloggers By Hearts (reklamelink) Readathon serie, når næste anbefaling udgives hos Vejentilbirkin.dk kl. 9.00. Vejentilbirkin.dk anmelder bogen “Robust mode”. I går udgav www.lullumut.com hendes anmeldelse af bogen “Naturlig-Cleaning.
1 Comment