Gin-elsker
Jeg er en stor fan af gin. Hver gang vi er ude at rejse, tager jeg en gin med hjem fra det land eller område, vi er i. Det er efterhånden blevet til rigtig mange forskellige bl.a. fra Irland, USA og Finland.
Udfordringen
Det er ikke en hemmelighed, at min kæreste Jesper sælger vin til hverdag. Det har jeg efterhånden nævnt et par gange. Og af den grund er jeg så svineheldig at få lov til at smage en masse forskellige lækkerier inden for vin og spiritus. Derfor var det ikke overraskende, da han forleden kom hjem med en ananas-gin. Overraskelsen var, at han ønskede, jeg lavede en dessert, hvor jeg brugte den gin.
Gin-smagen
Ginnen hedder spit-roasted pineapple gin. Hvordan smager og dufter denne ananas-gin så? Ginnen har en intens duft af ananas, gin og karamel. Først smager man en dyb, sød og næsten karamel-agtig ananasmag, der får en til at drømme om Caribien, blussende fakler på stranden og lyden af musik fra olietønder. Derefter kommet selve ginsmagen, som vækker alle dine sanser og giver en varme i munden, som passer til Caribiens hede. Jeg kunne snildt drikke denne gin ren, men det anbefales at drikke den med gingerbeer. Ja, så holder den også længere. Hvis du vil læse mere om ginnen, kan du gøre det her.
Opskriften
Ja, jeg blev sat på en prøve af Jesper og har tænkt store tanker og afprøvet alverdens teknikker for at finde på en god dessert. Lad os bare sige, at en del af eksperimenterne ikke er værd at nævne. Og nogle gange må man bare inderømme over for sig selv at simpelt, nogle gange er bedre.
Min drøm var, at man kunne smage ginnen. Derudover skulle desserten smage af ananas. Det oplagte ville være at kombinere med smagen af kokos. Men jeg var bange for, at den ville overdøve ginnen, og at det hele blev lidt for piña colada-agtigt. Jeg valgte at lave en up-side down kage, hvor ananas-ginnen blev brugt både i kagen, som sirup oven på kagen og som marinade til ananassalsaen. Det var en rigtig lækker og klistret dessert, der fik ginnens fine ananassmag frem. Har du ikke lyst til at bruge gin, kan du sagtens erstatte den med andre ingredienser.
Kagen smager bedst, når den er varm og nylavet.
Det skal du bruge
Til kagen
200 g. sukker
200 g. blødt smør
200 g. mel
4 æg
2 tsk. bagepulver
4 spsk. ananas-gin (eller mælk)
5 ananasringe (enten friske eller fra dåse)
Karamel til kagen
8 spsk. ananas-gin
40 g. koldt smør
2 dl. brun farin
Ananassalsa
Et stort stykke frisk ananas
Mynteblade
Marinade til ananassalsa
2 dl. gin
40 g. smør
Sådan gør du:
Karamel til kagen
- Bland ingredienserne sammen i rn gryde.
- Kog det op indtil farinen er smeltet, og karmelle en smule tyk.
- Smør en springform godt med smør.
- Fordel karamellen jævnt i bunden af springformen.
- Gå i gang med at lave kagedejen.
Kagen
- Tænd ovnen på 180 grader.
- Pisk sukker og smør sammen med en elpisker.
- Når blandingen er pisket godt, kommes æg i, ét ad gangen. Pisk på lav hastighed.
- Kom ginnen i.
- Sigt bagepulver og mel ned i blandingen og vend det forsigtigt rundt med en dejskraber.
- Læg de 5 ananasringe oven på karamellen i springforme . Hvis der kan være en sjette i midten, så er det fint.
- Kom kagedejen ovenpå ananasringene, og fordel den jævnt i formen.
- Bag kagen i 35-40 min. midt i ovnen
Ananassalsa
- Skær ananasen i små tern. Midten af ananasen skal ikke med.
- Skær mynten i små stykker.
- Lav marinaden til ananassalsaen.
Marinade til ananassalsaen
- Kog ingredienserne sammen. Den første alkohol skal lige forsvinde, så marinaden ikke er fot skarp.
- Hæld marinaden over ananasternene og mynten.
Når kagen er bagt færdig, vendes den om på et skærebræt, så ananasringene ligger øverst. Skær stykker af kagen eller brug en udstikker til at udstikke de 5 ananasringe, så du får 5 individuelle kager.
Anret ananaskagen på en tallerken. Kom lidt af ananassalsaen og marinaden ud over kagen.
1 Comment