Pavlova med saltkaramel og jordbær
Desserter,  Forside

Pavlova med saltkaramel og jordbær

Pavlova med saltkaramel og jordbær

Pavlova bringer så mange minder frem hos mig. Da jeg for snart 20 år siden var i praktik på New Zealand, lærte jeg denne fantastiske dessert at kende, og jeg har lavet den lige siden. Det er New Zealands national dessert, og den er opkaldt efter en russisk balletdanserinde – Anna Pavlova. Det er en dessert, som de er meget stolte af. Og det kan jeg godt forstå, den er virkelig lækker!

Variation

Pavlova kan spises året rundt, og jeg laver den især, når jeg har æggehvider til overs, fx. hvis jeg har lavet bearnaise. Fyldet ovenpå kan varieres alt afhængig af, hvad du har lyst til. Men det består altid af flødeskum og frisk frugt. På New Zealand får man den som regelt med flødeskum og kiwiskiver. Den lækre syrlighed fra kiwierne er fantastisk til den hvinende søde marengs. Men jeg har tidligere lavet den med rabarberkompot, friske hindbær, appelsin, og nu denne version – saltkaramel og jordbær

Regnvejr

I New Zealand lod jeg mig fortælle, at man ikke kan lave pavlova i fugtigt vejr. Marengsen bliver simpelthen klistret og vil ikke blive ordentlig. Jeg undgår derfor altid at lave den i regnvejr eller fugtigt vejr, men det gør bare, at jeg ikke kan lave den så tit, som jeg ville ønske. Enkelte gange har jeg sneget mig til at lave den alligevel ved at overbevise mig selv om, at det var noget værre sludder. Men, men, men……min pavlova lykkes aldrig. Så hold jer væk fra regnvejr, hvis I vil lave pavlova.

Flødebolleskum

Jeg plejer at sige, at en pavlova skal være sprød og knasende udenpå og blød og luftigt ligesom flødebolleskum inden i. Det er altså ikke en typisk marengs, som er hård inden i, og som forvandler sig til støv i munden. Nej, en pavlova skal være blød og lækker. Det bliver den kun, hvis du får en hvis højde på den, inden du kommer den i ovnen. Laver du den for flad, bliver den en almindelig marengs. Min skal være i hvert fald 15 cm. høj.

Pavlova inden den skal i ovnen
Pavlova – lige inden den skal i ovnen

Til 8-10 personer

Du skal bruge:

6 æggehvider

4 spsk. kogende vand

2 tsk. maizena

600 g. sukker

2 spsk. eddike (lagereddike)

2 tsk. vaniljesukker

Pynt

200-300 g. friske jordbær

2 dl. piskefløde

1/2 ds. dolche de leche – karamelliseret mælk (tilsæt lidt saltflager for at lave saltkaramel)

Hvid chokoladespåner til pynt

Sådan gør du:

  1. Tænd ovnen på 150 grader alm. ovn
  2. Kom alle ingredienserne i din køkkenmaskine og pisk, indtil marengsen er meget stiv. Har du ikke en køkkenmaskine, kan du bruge en elpisker. Fortvivl ikke, hvis den er tynd længe. Lige pludselig sker der noget
  3. Kom et stykke bagepapir på bagepladen, og drys lidt sukker ud, dér hvor pavlovaen skal placeres
  4. Kom marengsen på bagepladen. Den skal helst være rund og høj. Jo, højere den er, jo mere lækkert skum får du i midten
  5. Kom pavlovaen i ovnen i 35 minutter
  6. Lad den gerne stå i en slukket ovn med ovnlågen åben i 15 min., så den vænner sig til temperaturforskellen. Så knækker marengsen ikke så let
  7. Pynt pavlovaen, når den er kold – først med flødeskum, derefter med saltkaramel, jordbær og chokoladespåner
Pavlova, når den lige er kommet ud af ovnen
Vinen til maden

Pavlova er meget sød, derfor vil en Moscato d’Asti passe rigtig godt til. Vinen er lavet på Moscato druen og kommer fra byen Asti i Italien. Deraf navnet Moscato d’Asti.

Et stykke pavlova

One Comment

  • Louise

    Mums, den er lækker! Jeg lavede den med jordbær og lidt blåbær (mest for farvespillets skyld), og både familie og gæster var begejstrede. Den kommer jeg bestemt til at lave igen ❤️

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

error: Content is protected !!