Jeg elsker denne ret, fordi den er så frisk. Æble og estragon-salsaen er helt fantastisk og smager skønt sammen med hvidløgskartoffelmosen. Om det er kylling eller fisk, man bruger, er egentlig ligegyldigt, man kan sagtens bruge salsaen til begge typer kød.
Retten er perfekt til gæster, fordi den er hurtig og let at lave. Og så imponerer smagssammensætningen hver gang.
2 personer
Æble- og estragonsalsa
2 Granny Smith æbler (grønne)
2 citroner
1 dl. æbleeddike
1 dl. god olivenolie
1 håndfuld estragon
Salt og peber
- Skær fileter af de to citroner. Skær bund og top af citronen. Skær skrællen af citronen. Tag den skrællede citron i den ene hånd og med den anden bruger du en kniv til at skære ned på hver side af de hvide hinder. Så skulle fileterne være skåret fri.
- Når alle fileterne er skåret fri, hak dem groft og kom dem i en skål.
- Pres resten af citronen ned i skålen til fileterne.
- Kom 1 dl. æbleeddike og 1 dl. olie ned til citronfileterne.
- Skær æblerne i tern. Kernehuset skal være fjernet. Kom dem ned til citronerne og marinaden.
- Hak en håndfuld estragon og kom det ned i blandingen.
- Smag til med salt og peber og bland godt. Blandingen skal være forholdsvis syrlig.
Kartoffelmos med hvidløg
4 bagekartofler
50 g. smør
1/2 til 1 dl. sødmælk
2 fed hvidløg
- Skræl kartoflerne og skær dem ud i store tern.
- Kom dem i rigeligt vand og kog dem til de er helt møre. Husk, ingen salt i vandet.
- Når kartoflerne er kogte, hældes vandet fra.
- Kom smør ned til kartoflerne samt 2 fed presset hvidløg.
- Mos kartoflerne med en elektrisk håndpisker.
- Kom mælken ned til kartoflerne lidt ad gangen. Pas på mosen ikke bliver for tynd.
- Krydr med salt og peber.
Kyllingebryst
2 kyllingebryster
Salt og peber
- Steg kyllingebrysterne eller lav dem sous vide ved 67 grader i 1 time.
- Krydr med salt og peber
- Servér
Hvis du vil vide mere om sous-vide metoden, kan du læse mere her