Lige på hjørnet til Chinatown i Singapore ligger dette lille og billige spisehus. Vi faldt tilfældigt over det, da vi stod af bussen. Det er fyldt op med lokale, der kommer der til frokost, så vi var heldige at få en siddeplads. Der var ingen menukort, kun 3 retter at vælge imellem. Kylling med ris, nudler eller glasnudler. I det ene lokale står en gammel asiatisk herre og hakker kyllingen i stykker med en kæmpe slagter kniv, i det andet lokale farer 5 tjenere rundt og servicerer. Man sidder på små taburetter ved bordene, som vipper hver gang man tager en bid af maden.
Jeg valgte kylling med glasnudler, og Jesper fik med ris. Derudover fik vi en suppe med dumblings i. Selvom det var 30 grader varm, og jeg ikke havde lyst til suppe, så svalede den varme og salte suppe dejligt. Kyllingen var stegt perfekt, dejlig mør og saftig. Risen og nudlerne kom i en mørk sauce, der var lidt sødlig, men samtidig salt, og var toppet med koriander og nogle grøntsager, jeg ikke kender. Den eneste anke ved dette sted var, at maden ikke var brændende varm. Eller smagte det skønt, var billigt og meget autentiske.
2 vand, 2 retter og 2 supper blev 13 SGD, hvilket svarer til ca. 61 kr.
Original Chew Kee Eating House ligger på 8 Upper Cross Street.
Januar 2018