Nemme koldhævede boller. Kan du heller aldrig huske opskriften, når du gerne vil bage morgenboller? Her er opskriften, du nemt kan huske. Du skal bare lære remsen en halv, en hel, 5, 10!
Denne dej tager 5 min. at smække sammen, og så skal den bare stå i køleskabet natten over. Om morgenen lægges dejen på plade uden æltning og ind i en kold ovn i 30 min. Så hurtigt og nemt kan det gøres.
Til 4 personer
Du skal bruge
En halv pakke gær (25 g.)
En hel spiseskefuld groft salt
5 dl. koldt vand
10 dl. mel
Jeg plejer at bruge forskellige mel og gryn. Dog sørger jeg altid for, at 5 dl. er hvedemel, for at de hæver og bliver luftige. Men ellers kan man eksperimentere og bruge, hvad man vil: nødder, frø, quinoa, hørfrø, fuldkornshvedemel, havregryn, rosiner, grahamsmel o.s.v.
- Laves dagen før, de skal spise. Kom gær, salt og vand i en skål, og rør rundt indtil salten og gæren er opløst.
- Rør melet i og bland det godt. Dejen skal være klistret.
- Dæk dejen til med film eller en tallerken, og kom den i køleskabet natten over.
- Næste dag tages dejen ud af køleskabet og kommes på en bageplade med bagepapir.
- Man skal ikke ælte dejen, bare sætte den i klatter på bagepapiret.
- Derefter skal den ind i en kold ovn på 200 grader i ca. 1/2 time.
Februar 2018