AOC pop up i Tivoli – anmeldelse

Indtil 13. juli laver AOC pop up i Tivoli. AOC har to Michelin-stjerner og ligger normalt i Dronningens Tværgade, men når man kan få lov til at opleve restauranten i det Japanske tårn, var jeg nødt til at slå til. Og så havde menuen et japansk islæt denne aften, da det skulle passe til omgivelserne. Jeg var ikke det mindste skuffet.

Menuen

For 1000 kr. pr. mand fik vi denne 8-retters menu. Vi valgte også en vinmenu til . vinmenu 1, men der blev lavet lidt om i den undervejs – sådan er det at have en vinmand til kæreste…..Men vi var ovenud spændte på, hvilken oplevelse, der ventede os. Jesper (min kæreste) havde valgt at få menuen vegetarisk. Det er altid spændende at se, hvordan Michelin-restauranterne griber dette an. For man kan nogle gange godt sidde og føle sig lidt snydt, når man ser, hvilke herligheder, den almindelige menu disker op med. Selvom vegetarmenuerne ofte er vildt lækre, er det ikke så tit, der bliver brugt lige så eksklusive råvarer. Og vegetarudgaven skuffede ikke, skulle jeg hilse og sige fra Jesper (kæreste).

Umami

Jeg er blevet helt vild med japansk madlavning, især efter jeg lige har lavet Masterclassen: 4-retters japansk gæstemenu i Facebook-gruppen Gæstemad – uden sved på panden!. Den japanske kogekunst kan bare noget – og det noget er UMAMI. Hvis du ikke allerede kender ordet og smagen umami, så er det nu, du skal i gang. Umami er den femte smag, vi har ud over sødt, salt, surt og bittert. Den er “opfundet” i Japan og kommer fra fx. soja, svampe, tang, soltørrede tomater, fisk, skaldyr og parmesanost. Det er ofte umami, der mangler, når maden smager som at stikke tungen ud ad vinduet. Så få gang i de råvarer, der giver din mad den helt rette smag. Maden på AOC pop up var ikke fattig på umami, og det japanske islæt faldt i god jord.

Ventetid

Desværre oplevede vi en del ventetid til at starte med. Jeg tror, vi sad næsten 1 time, inden vi fik den første ret. Men der var gået noget galt i deres bookinger, og de havde pludselig fået mange flere end forventet. Vi overlevede og nød et glas Deutz (Champagne) i mellemtiden og fik nærlæste vinmenuen.

Succeskriterie

For mig er succeskriteriet for en Michelin-restaurant, at jeg, når jeg smager en ret, hungerer efter mere af retten. Hvis ikke jeg får lyst til at bestille en portion mere, så har restauranten ikke gjort det godt nok. Så det var med den indstilling, jeg spiste mig igennem aftenen. Du får resultatet af testen til sidst i indlægget.

Menuen

Bao bun med kammusling

Første ret var bao bun med kammusling fra Hiltra, løgrom & tomat tonkatsu. Hiltra ligger i Norge og er kendt for de største og flotteste kammuslinger, man kan få. Jeg havde ikke forestillet mig, at retten så ud, som den gjorde. Bao stammer fra Kina og er en hvid, luftig bolle a la et pitabrød, som man fylder. Se min opskrift på bao med and her. Men denne bao var helt anderledes og havde et mere europæisk udtryk a la en profiterole – En lille bolle fyldt med gode sager (fra det søde køkken). Tonkatsu er normalt en paneret svinekotelet, så igen kunne jeg ikke rigtig forstå det. Men her var det tonkatsu-saucen, der var brugt, som er en japansk barbeque sauce – og det gav mere mening, Virkelig lækker lille ret, der, selvom den gjorde mig noget forvirret, gav mig lyst til at smage mere.

Limfjordsøsters med æble & fennikel

En virkelig flot ret, hvor østersen var meget stor. Desværre er jeg ikke helt pjattet med østers, men sammen med det syrlige fra æblet, harmonerede det godt.

Ærter med skum på Kornly & Caviar

Denne ret var min yndlingsret! Jeg var lige ved at slikke skålen, så lækker var den. Og så gør det jo intet, at der var kaviar på toppen. Den milde og søde smag af ærter sammen med det salte skum fra osten Kornly var en perfekt kombination. Derudover var der en æggesnaps, som gjorde retten let, luftig og smagte så meget af mere.

Grillet Læsø jomfruhummer

Alle ved, at Læsøs jomfruhummere er de ultimative jomfruhummere, og dem, vi fik her, var kæmpe store! Perfekt grillede og med en beurre blanc sauce smagt til med ponzu, som er soja sauce med yuzo. Yozu er en citrusfrugt fra Japan, der ligner en blanding mellem en mandarin og en citron. Der er ikke så meget saft i, som en citron, men den saft, der er, smager syrligt samt har en bitter smag. Derudover er yuzuen mere aromatisk end en citron. Essensen, som blev brugt til saucen, var lavet som en dashi (grundfond i det japanske køkken) på bonitoflager. Bonitoflager er tørrede tunflager, der er rig på smagen umami. Saucen var så lækker, at jeg hurtigt fandt mig selv sidde med en ske og spise den som suppe. Det var helt vildt og helt klart en måde, jeg vil lave sauce på fremover, når jeg laver fisk. Det var en smart måde at tænke det japanske ind på.

Nye løg & shitake svampe

Denne ret var et bagt løg, der var udhulet og fyldt med shitake svampe. Saucen var lavet på gul vin og en olie af kombo-tang. Kombo-tang bruges især til supper og fonder i det japanske køkken. Hvis man laver miso-suppe fra bunden, er det kombo-tang, der danner grundfonden sammen med de tørrede bonito-flager. Retten var en umami-bombe uden lige og så skøn.

Sommerbuk med grillet grønt

Den ene ret jeg godt kunne have undværet. Der var simpelthen ikke meget godt at sige om den andet end, at bukken var stegt perfekt. Den grønne sauce var bitter, skarp og meget syrlig, og bukken blev overdøvet. Selve udseendet var heller ikke appetitligt, så alt i alt en skuffende ret.

Hvide ribs, verbena & hyldeblomst

Denne ret var inspireret af den japanske ret Kakigōri, som er is, der skæres af en stor isblok og bliver til en slags granité. Derefter tilsætter man smag i dette tilfælde hvide ribs, verbena (krydderurt, der smager af citron) og hyldeblomst. Igen en genial måde at forene det nordiske med det japanske. Derudover var det en god ganerenser.

Røde bær med misokaramel

Denne dessert var den perfekte afslutning på et fantastisk måltid og en rimelig våd aften. Det var næsten som at spise en rigtig lækker cheesecake. Misokaramellen var virkelig lækker – miso er fermenterede sojabønner, der er lavet til en paste. Miso kan bruges i både salte og søde retter, den kan fungerer i saucer, supper og som her i desserter. Virkelig alsidig, og så siges det, det er meget sundt. Denne dessert tog kegler.

Samlet vurdering

Jeg er her bagefter blæst fuldkommen bagover. Denne middag var en perfekt blanding af det nordiske og japanske køkken. Meget sarte smage, kvalitetsråvarer, perfekt udført håndværk og fyldt med overraskelser. Jeg er målløs over, at jeg kunne få denne middag for kun 1000 kr. Normalt når jeg får sådan et måltid, skal jeg betale 2500 kr. for det. Vinmenuen var perfekt afstemt med maden, hvilket har en stor betydning for oplevelsen – jeg vil især gerne fremhæve den 2020 Styver, Solaris, vi fik fra den danske vingård Vejrhøj Vingård. Den var jeg helt pjattet med, og mon ikke jeg sætter Jesper (min kæreste) til at købe et par stykker. Et vinbesøg kommer nok også på tale inden for den nærmeste fremtid. Man må jo udnytte, at man har så dejlige ting i sin baghave. Normalt plejer jeg at rejse ud i verden for at opleve noget lignende.

Alt i alt vil jeg give AOC pop up i Tivoli 5 ud af 5 stjerner. Hver gang jeg havde spist min ret op, sad jeg og ønskede, at jeg havde mere – og det var jo mit succeskriterie. Det er ikke ofte, jeg oplever det på en Michelin-restaurant. Normalt oplever jeg det med et par enkelte retter, men her var det alle på nær én.

Fra den 17. juli laver Koks fra Færøerne pop up i det japanske tårn. Det gad jeg også godt at smage.

Andre Michelin-anbefalinger

Hvis du vil læse om nogle af mine andre oplevelser på Michelin-restauranter – både i DK og i udlandet, kan du læse mere her:

Henne Kirkeby kro (Jylland)

Kokkeriet (København)

Kong Hans (København)

Jean-Geoerges (New York)

Shisen Hanten (Singapore)

Dette blogindlæg er udelukkende et udtryk for min egen holdning og ikke noget, jeg er blevet betalt for at skrive om.