Er der noget bedre at komme i en sandwich end æggesalat? Ikke i min verden! Jeg elsker en smørstegt sandwich med æggesalat. Det er billigt, smager skønt og er super nemt at lave. Derudover er det praktisk at have med i picnic-kurven.
Minderne
Da jeg var helt lille, så jeg ofte min mor stå i køkkenet og lave kridhvide trekantsandwiches med æggesalat eller leverpostej i, når vi skulle på udflugt. Siden den gang har disse sandwich været obligatoriske, når jeg har skulle lave mad til picnics eller køreture. Min mor er super dygtig i et køkken og er lige som mig uddannet madkundskabslærer. Hun elsker at forkæle, og æggesalat er den ultimative forkælelse for mig, når jeg skal ud i det blå.
For fed
Jeg er meget kræsen i forhold til min æggesalat. Jeg kan f.eks. aldrig finde på at købe den færdiglavet. For mig er købeudgaven altid for fed i smagen, og det bryder jeg mig ikke om. Det er egentligt lidt mærkeligt, da min egen udgave udelukkende er lavet på mayonnaise. Men jeg har lært et trick af min mor, der gør den let og lækker. Og det er at komme et lille skvat vand i, så bliver den let og lækker.
Sandwich
Skal man lave en sandwich rigtig lækker, så skal man vælge noget godt brød, og så skal det smørsteges. Jeg smører smør på ydersiden af brødet og kommer det i en toaster. Man kan også vælge at lægge det på en pande og riste det på den måde. Det er bare den ultimative forkælelse.
2 personer
Du skal bruge
4 hårdkogte æg
2 spsk. mayonnaise
2 tsk. karry
Lidt vand
Salt og peber
4 skiver lækkert surdejsbrød eller yoghurtbrød
Smør
Sådan gør du
- Hak æggene groft
- Bland æggene med karryen, mayonnaisen, salt og peber.
- Kom en lille smule koldt vand i blandingen, så den bliver lidt lettere.
- Smag til.
- Smør brødskiverne med smør på den ene side.
- Læg dem i toastmaskinen/grillmaskinen til brødet er sprødt, fladt og smørret er smeltet.
- Tag brødet ud, og lad det køle lidt af.
- Kom æggesalaten på en af skiverne og læg en anden skive oven på.
- Servér.