På 35. ende etage i Orchard Wing, Mandarin finder man den 2 stjerne michelin restaurant Shisen Hanten. Chefkokken Chen Kenmin bliver kaldt den japanske fader til szechuan køkkenet. Szechuan eller sichuan er en provins i vestkina, men også et peberkorn, der giver retterne en anderledes styrke end chili.
Jesper havde sørget for, at vi fik et af de flotteste borde med udsigt ud over byens højhuse og med et perfekt udsyn til de mange kæmpe lysekroner, som prydede hele restauranten.
Aftenen bar præg af, at der var lidt sprogbarriere mellem os og tjenerne. De kunne noget engelsk, men den rette vejledning i forhold til, hvor mange retter vi skulle vælge, og hvornår de skulle komme, lykkedes det os desværre ikke at få. Så vi endte op med at få al maden på en gang og alt for meget. Men Jesper var lykkelig for at kunne få maden med hjem i en doggybag, for som han sagde, “Hvor tit får man lov at spise morgenmad fra en 2-stjernet Michelin restaurant?!”.
Jeg var modig og kastede mig ud i deres 5 appetizers, der blandt andet bød på vandmand (jellyfish). Det var det vildeste, jeg kastede mig ud i den aften, og jeg gør det nok ikke en anden gang. Smagen og konsistensen var egentlig udemærket. Den lå i en kold sød/sur sauce i små strimler og var sprød i konsistensen ikke blævrende eller smattet, som jeg havde forventet. Det var mest tanken, der gjorde, jeg var lidt presset. Vandmanden er i den lille sorte skål. Resten var helt almindeligt uden de store overraskelser, heller ikke i smagen. Der var noget koldt svin, en kold reje, kold kylling i peanutbuttersauce og noget koldt wague kød.
Derefter fik jeg “Foie gras chawanmushi with crab roe Soup”. Det smagte mest af alt af en tyk majssuppe, hvor foie gras var rørt rundt i og lå i store, lidt blævrede stykker. Krabben kunne man både se og smage, uden det fik en voldsom fiskesmag.
Sidste ret var “Stir-fried prawn with chilli sauce”. En rigtig lækker ret, hvor rejerne var kæmpe store og stegt til perfektion. Sovsen var sødlig, ja næsten marmeladeagtig, med et lille kick af chili. Dertil blev der serveret små, sødlige brød, som skulle dyppes i sovsen. En virkelig lækker ret.
Jesper havde bestilt:
Chen’s original spicy dry noodle
Vegetarian hot and sour soup
Fried pork with sweet and sour sauce in black vinegar
Sautéed chilli pepper and chicken
Alt i alt var vi begge meget mætte og tilfredse, da vi gik derfra. Dog undrede vi os over de to Michelin stjerner. Maden fik hverken englene til at synge eller fik os til at ønske os mere. Lokationen var fantastisk, tjenerne søde/lettere forvirrede og glemte servietter og knive/gafler til os. Men det var en sjov oplevelse.
7 retter i alt, te og vand samt en lille sake blev i alt knap 1500 kr. Billigt for en Michelin-restaurant! Vi giver Shisen Hanten 3 ud af 5 stjerner.