Denne jordbærdessert er den nemmeste og mest velsmagende, jeg kender. Jeg laver den især i starten af jordbærsæsonen, hvor jordbærrene endnu ikke har den rigtige smag af dansk sommer, men skal hjælpes lidt på vej. Det bliver de i denne dessert med balsamico, søde makroner og cognac.
Jordbærtrifli – 4 personer
ca. 400-500 gr. jordbær
1 1/2 spsk. rørsukker
4 spsk. mørk balsamico
12 spsk. græsk yoghurt 10 %
4 spsk. flormelis
1 vaniljestang
Ca. 24 makroner (afhængig af størrelsen på glassene)
Cognac eller anden likør
Mynteblade
- Skyld jordbærrene og skær dem i kvarte.
- Læg dem i en skål og kom balsamico og rørsukker over dem. Lad dem trække i en time.
- Rør græsk yoghurt, formelis og vaniljekorn sammen i en skål. Smag evt. til med lidt mere flormelis, hvis yoghurten er for sur.
- Når jordbærrene har trukket, hakkes myntebladene og kommes ned til jordbærrene.
- Nu skal tingene i høje glas.
- Knus 2-3 makroner groft i bunden af hvert glas. Der må gerne være store stykker.
- Dryp cognac over makronerne. Pas på de ikke bliver for våde.
- Læg pænt en skefuld jordbær oven på makronerne.
- Derefter skal et lag af yoghurten på.
- Fortsæt indtil der ikke er mere frugt, yoghurt og makroner. Husk, at dryppe med cognac hver gang, du lægger makroner.
- Slut af med yoghurt på toppen og lidt mynteblade.
April 2017