Disse cipollate con pancetta – grillede forårsløg med pancetta lå i alle slagterdiske på Sicilien og fristede. Jeg fik dem en enkelt gang på restauranten Dai Pennisi – Macelleria con cusina, og så var jeg solgt. Du kender nok den obligatoriske grillede asparges med bacon, men disse grillede forårsløg slår dem.
Forskellen på de to stykker kød
Umiddelbart, når man kigger på et stykke bacon og et stykke pancetta, vil man tro, det er det samme. Men tilberedningsmetoden er forskellig, og det er dét, der gør, at smagen af de to stykker kød også er meget forskellig. Bacon er oftest røget, hvor pancetta er tørsaltet. Nogle elsker den røgede smag bacon har, andre er ikke så vild med den. Så her er altså et alternativ, hvis du ikke er vild med røgsmagen.
Hvor køber man pancetta
Man kan købe pancetta i større stykker, som man selv skærer, i velassorterede supermarkeder, der har en delikatesse. Det fås også i små stykker, som man kan bruge til spaghetti carbonara. Hvis du vil have den autentiske smag af Italien, så gør dig selv den tjeneste ikke at vælge bacon. Jeg købte et stort stykke pancetta og skar selv skiver af til disse grillede forårsløg. Det var ikke let at få helt tynde skiver, men det behøver man heller ikke til denne opskrift. De skal bare være tynde nok til, at man kan sno dem rundt om forårsløget. Kødet bliver helt fantastisk sprødt og saftigt.
Cipollata con pancetta – grillede forårsløg med pancetta
Ingredienser
- 8 stk. forårsløg gerne helt lige nede ved det hvide
- 1 stk. pancetta
Sådan gør du
- Skyl forårsløgene, og pil det yderste lag af
- Skær pancettaen ud i tynde og lange skiver
- Vikl pancetta rundt om forårsløget
- Kom forårsløgene på grillen i 10-15 minutter til pancettaen er sprød
Italiensk måned
I 2 år har jeg ikke været ude at rejse andre steder end i Tyskland pga. Corona, så min ferie til Sicilien i maj vil jeg bare have til at vare så længe som muligt. Derfor har jeg erklæret juni måned for italiensk måned her på bloggen, så du får en masse italienske opskrifter i den kommende tid. Og lur mig, om ikke lidt af juli måned ryger med. Jeg er simpelthen blevet så inspireret af at være på Sicilien og få nye smags- og madoplevelser.