Myfoodblog.dk

Forretter til Nytår – se mine 5 bedste forslag

Mangler du inspiration til nytårets forretter? Så se nogle af mine forslag her. De er taget fra bloggen, så hvis du vil inspireres yderligere, så gå ind på www.myfoodblog.dk og se mere. Du kan også finde hovedretter og desserter, som kan bruges til Nytår.

Her kommer mine 5 top- forretter, den første er også den ret, som er blevet set flest gange på min blog.


1. Røget laks med lakserogn og dildcremeMin absolut bestseller er denne opskrift på røget laks med lakserogn og dildcreme. Den er i 2019 blevet vist mere end 5.300 gange, og er dermed min mest sete opskrift på bloggen www.myfoodblog.dk.

Den kan laves hele året, men er oplagt til Nytår – og så tager den kun 5 min. at lave. Servér den med et godt hjemmelavet stykke flûtes eller i en butterdejskurv.


2. Rejebisque


Min opskrift på rejebisque er blevet set over 1000 gange i løbet af 2019. Man behøver ikke bruge rejeskaller –  jomfruhummer eller hummer kan sagtens også bruges – og så bliver det en jomfruhummer- eller hummerbisque. Intet slår en hjemmelavet bisque, så lad være med at forfalde til den, man kan købe i butikkerne. En hjemmelavet af slagsen behøver ikke koste særlig meget, og så kan den sagtens laves dagen i forvejen.

3. Stenbiderrogn med dildcremeOpskriften på stenbiderrogn med dildcreme lavede jeg for et par år siden til Nytår, og den blev vel modtaget. Jeg elsker stenbiderrogn og forsøger altid at finde på nye opskrifter, hvor jeg kan komme det i. Du kan lave röstierne tidligere på dagen og varme dem op lige inden, de skal serveres. Igen en lille, nem og hurtig sag.

4. Rimmet torsk med kapersmayo, æbletern, bacon og friturestegte kapers
Skal der være torsk på menuen Nytårsaften, vil jeg anbefale denne opskrift. Du får det syrlige fra æblet, det salte fra torsken, det sprøde fra baconen og det fede fra kapersmayoen. Min søster afprøvede den på et par gæster, som virkelig nød den lidt anderledes måde at få fisk på, og så er de friturestegte kapers helt fantastiske.

5. Laksepirog med dildcreme Her får du en opskrift, der kan laves dagen i forvejen, og som smager himmelsk, hvis du kan lide laks, butterdej, spinat og dild. Min moster har serveret den de sidste 3 årtier til familiesammenkomster, og vi bliver aldrig trætte af den. Dildcreme er åbenbart et gennemgående tema i mine opskrifter til Nytår, hvorfor mon? Fordi dild bare passer godt til fisk, og fordi jeg elsker duften af det!


Det var mine forslag til Nytårsforretter i 2019. Hvad jeg selv skal have er endnu ikke endeligt fastlagt endnu. Men jeg kan fortælle, at Jesper og jeg skal holde en stille og rolig Nytårsaften alene for første gang. Vi skal have en 5-6 små retter, en af retterne skal være med hummer, og en anden skal være med frisk, hvid trøffel.

Hvad skal du have at spise Nytårsaften? Skriv i kommentarfeltet og inspirer andre.

Exit mobile version