Myfoodblog.dk

Marineret rødkål

Marineret rødkål skaber en balance i den ofte alt for søde julemad, som jeg altid får skovlet alt for meget af op på min tallerken, når jeg sidder juleaften og skal rigtig hygge mig. En velafbalanceret ret eller tallerken er sammensat af smagene salt, sødt, surt, bittert og umami. Marineret rødkål giver det sure element, som ofte mangler i julens mad, fordi det hele enten er salt eller sødt. Når de fem smage er til stede på tallerken, vil din mad smage endnu bedre.

Marinaden

Det er en ret simpelt marinade – egentlig er det den samme, som man bruger, når man laver gammeldags agurkesalat. Den består af eddike og sukker, som går ind og marinerer rødkålen, og sylter den. Jeg kan godt lide, at der stadig er bid i kålen, så jeg laver den to timer før, jeg skal bruge den. Men man kan sagtens lave den længere tid i forvejen. Så skal man bare være opmærksom på, at den bliver noget blødere i strukturen.

Serveres til

I Tyskland får man ofte serveret sin kål på denne måde, dog er det ofte hvidkål, de bruger. Jeg serverer denne marinerede rødkål til and og flæskesteg eller i en Hotduck. Ja, egentlig hver gang, jeg ville serverer rødkål eller rødkålssalat. Den marinerede rødkål er også sød lige som den almindelige kogte rødkål, men eddiken gør, at det ikke smager for sødt og er mere frisk. Hvis du vil, kan du tilføje frugt, nødder eller andre ingredienser, som du normalt ville tilsætte en rødkålssalat eller bare serverer den helt plain.

Udskriv

Marineret rødkål

Serveres som tilbehør til fx. and eller flæskesteg. Kan også kommes i hotdogs eller sandwiches med and eller flæskesteg.
Ret Jul, Tilbehør
Køkken dansk
Keyword Jul, Rødkål
Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 2 timer
Samlet tid 2 timer 15 minutter
Antal 6 Personer

Ingredienser

  • 500 g. rødkål
  • 2,5 spsk. olivenolie
  • 3 spsk. hvidvinseddike
  • 3 tsk. sukker
  • 2 tsk. salt
  • peber

Sådan gør du

  • Snit rødkålen meget fint, og kom det i en stor skål
  • Bland eddike, olie, sukker, salt og peber sammen i en lille skål
  • Hæld olie/eddike-blandingen over rødkålen
  • Vend rødkålen rundt, så olie/eddike-blandingen bliver godt fordelt
  • Lad rødkålen trække i 2 timer i køleskabet
  • Servér

Hotducks – brug resterne af anden

Ved du ikke, hvad du skal bruge resterne af anden til, så er min opskrift på Hotducks virkelig lækker. Og ja, du hørte rigtigt hotducks og ikke hotdogs. Jeg har her lavet en opskrift på to forskellige typer hotducks. Én med avokado, agurk og goma-dressing og én med syltede rødløg, grønkål og en sennepsdressing. Få her opskriften på Hotducks.

Hotducks

Julens salater

Waldorfsalat er klassisk tilbehør til julens retter. Jeg er vild med den og elsker at komme ekstra mange vindruer i, da jeg synes, det giver en god balance. Du finder opskriften på waldorfsalat her

Exit mobile version