Myfoodblog.dk

Rejebisque – rejeskaller er guld værd!

Laver du nogensinde rejebisque? Om sommeren er pil-selv rejer eller fjordrejer et hit, men skallerne ender tit med bare at blive en pestilens i sommervarmen, fordi de ligger og lugter. Men det behøver de ikke! Man kan lave den lækreste bisque af dem ganske let og med få ingredienser. Det er en meget delikat forret.

Har man ikke mod på at spise suppe i sommerheden, kan skallerne snildt fryses ned og laves til bisque på et senere tidspunkt. Den færdige suppe kan også fryses, inden fløden kommes i.

Men brug endelig skallerne, de er guld værd og alt for gode til ikke at udnytte. Så undgår man også madspild.

Forret til 2 personer

Du skal bruge:

1 spsk. olie

Skaller fra 350 gr. pil-selv rejer, fjordrejer eller lign.

1 liter vand

2 grøntsagsboullion

1 dl. hvidvin

1/2 dl. cognac eller whisky

2 spsk. tomatpuré

1 1/2 dl. piskefløde

2 spsk. creme fraiche

Dild til pynt

  1. Kom olie i en stor gryde og svits rejeskallerne godt af. De må ikke blive brændte, men skal have god varme. Du må gerne stå og banke ned i dem imens, så safterne kommer ud.
  2. Tilsæt hvidvinen og cognacen/whiskyen. Rør godt rundt.
  3. Når alkoholen næsten er fordampet, kommes tomatpureen i og bliver “brændt” af. Den skal have noget varme.
  4. Tilsæt vandet og bouillonterningerne.
  5. Lad det koge i ca. 20 min. Ikke mere for så kan det blive bittert.
  6. Sluk varmen, og lad suppen trække i ca. 1/2 time.
  7. Si skallerne fra, og kog suppen ind til halv portion. Tager ca. 10 min.
  8. Kom fløden i. Smag til med salt og peber.
  9. Anret suppen og kom en lille klat creme fraiche og en dild dusk i.

Til denne rejebisque vil jeg servere en Chardonnay fra Californien. Vinen er lavet på meget modne druer og er lagret på egetræstønder.

Exit mobile version