Marina Furesøbad – B’lunch

Marina Furesøbad

Restaurant Marina Furesøbad ligger mellem Farum og Værløse ned til Furesøen og byder på den skønneste brunch. Denne restaurant skuffer ikke, hverken i forhold til udsigten eller smagsoplevelsen! Nu har jeg været der til adskillige arrangementer både bisættelse, personalearrangement, diningweek og søndagsb’lunch, og kvaliteten har altid været i top. Sidste gang jeg var der, var i påsken, hvor jeg var budt til fødselsdags b’lunch af en nær ven af familien. Vi var så heldige at få et bord med udsigt over Furesø, men overalt i restauranten giver de store vinduer et fantastisk blik ud på vandet og rig mulighed for at følge med i årstiden uden for.

Udsigten over Furesø fra vores bord

En af de ansatte fortale mig, at Marina Furesøbad kalder deres søndagsbrunch for B’lunch, fordi de synes, begrebet brunch er blevet misbrugt og ødelagt og derfor giver et misvisende billede af, hvad de serverer til brunch. Ved at ændre navnet til B’lunch vil de gerne vise, at deres brunch både indeholder morgenmads- og frokostanretninger. Hvor imod mange andre restauranter med brunch gør sig mest i morgenmadskonceptet. Der var da heller ikke sparet på noget som helt ved denne B’lunch, der indeholdt alt, hvad hjertet kunne begære og mere til. Der var så meget, og det var så lækkert, at jeg helt glemte at tage billeder af det hele.

Ostebordet m. nødder, oliven, tørret frugt og tapanader

Denne B’lunch består af:

Skyr, frisk frugt, frugtsalat, RAW bar med nødder, kerner & tørrede frugter, bacon, økologisk røræg, mini pølser, lun leverpostej med svampe, pålægsbord med 4-6 slags skåret pålæg, surt & salt, mellemlagret ost, et udvalg af danske oste, surdejsbrød, knækbrød, krydderbrød, franskbrød, rugbrød, wienerbrød samt pisket kærnemælks smør.
Rimmet laks, rygeost og syltede rødløg, stegt sild, karry sild, kryddersildhåndpillede rejer, smilende æg, mayonnaise, karse, skrubbefilleter med remoulade og citron, frikadeller med agurkesalat, vegetarret, sæsonens salater, vafler med sirup, pandekager, marmelade og vaniljeis.
Desuden er der inkluderet i prisen te og kaffe samt isvand. Og nu til prisen, alt dette får man for kun 245 kr., og den serveres både lørdag og søndag fra 11.00-14.30. Jeg vil bestille bord, for der er rift om pladserne – især dem med udsigt.

B’lunchen emmer af kvalitet og hjemmelavede produkter. Deres opfindsomhed i forhold til produkter er forfriskende og inspirerende. Jeg smagte bl.a. et knækbrød med krydderier, der smagte af Dukkah, som jeg bliver nødt til at forsøge at lave efter. Derudover har de en sindsyg lækker vaniljeis, der smager dejligt sammen med de nylavede (af en kok ved bordet) amerikanske pandekager.

Jeg kan varmt anbefale Marina Furesøbad til et hvilket som helst arrangement og skal helt sikkert herhen til Diningweek næste år.

Æg, rejser og mayo

Læs mere her: http://marina-en.dk/

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email