Tim Ho Wan – Dim Sum i Singapore

Tim Ho Wan er en dim sum restaurantkæde med 1 Michelin-stjerne, der bl.a. ligger i Singapore. Stedet kan godt minde lidt om et cafeteria, hvor alt bliver serveret på samlebånd. Men maden smager fantastisk og er forholdsvis billig. Kom i god tid, før du er sulten, for der er mange i køen ude foran. Men ventetiden er det værd.

Tjenerne var ikke vildt gode til engelsk, derfor var det lidt svært at vide, hvor mange retter vi skulle bestille. Men vi bestilte 3-4 retter hver, hvilket var meget passende. Vi kunne trille derfra.

Vi bestilte baked buns with BBQ pork (bagte boller med BBQ gris), crispy golden shrimp balls (sprøde gyldne rejekugler), pork dumplings in hot and spicy sauce (dumplings med svinekød i stærk og krydret sauce), deep fried spring roll filled with shrimp & egg white (forårsrulle fyldt med rejer og æggehvide) og mange flere retter, som jeg ikke kan huske, hvad hedder.

Selvom Tim Ho Wan er en kæde og til tider kan føles som om, man er gået ind på Mac D, så er maden i topform. Jeg ville til enhver tid gå her ind og nyde maden, og da den bl.a. ligger på Orchard Road (shoppinggade), er det oplagt efter en shoppingtur. Bedste din sum som jeg har fået!

Tim Ho Wan

68, Orchard Road, Plaza Singapura http://www.timhowan.com/

Print Friendly, PDF & Email

Påskeæg med hvid chokolade og saltkaramel

Den perfekte værtindegave, når du skal til påskefrokost – hjemmelavede påskeæg med hvid chokolade og saltkaramel. Jeg blev meget populær, da jeg præsenterede svigerfamilien for disse lækkerier. Jeg har valgt ikke at skrive mål på opskriften, da det er op til en selv, hvor meget saltkaramel, marcipan og chokolade, man har lyst til.

Du skal bruge

Marcipan (Jeg brugte resterne fra kransekagen Nytårsaften)

Hvid chokolade

Saltkaramel (se opskrifter under påske-macarons)

Dulce de leche chokolade eller mørk chokolade

Guldstøv eller anden pynt

  1. Rul marcipanen til små påskeæg.
  2. Skær bunden af ægget og lave en fordybning i marcipanen.
  3. Kom en lille klat saltkaramel ned i fordybningen, og sæt bunden på igen. Sørg for ægget sidder sammen.

4. Smelt hvid chokolade i en gryde.

5. Dyp ægget ned i chokoladen og sørg for, det bliver dækket over det hele. Læg æggene på bagepapir.

6. Smelt en anden farve chokolade f.eks. dulce de leche eller mørk chokolade.

7. Brug en gaffel til at lave mønstre på æggene ved at vifte chokolade hen over æggene.

8. Lav forskellige farvede æg og pynt med guldstøv. Skal tørre et par timer, før de kan serveres.

Print Friendly, PDF & Email

Påske-macarons med saltkaramel

Små gule macarons fyldt med lækker saltkaramel er den perfekte værtindegave at have med til påskefrokosten eller til at servere til kaffen, hvis du selv holder frokosten.

Disse er forholdsvis enkle at lave, men tager noget tid. Karamellen kan sagtens laves dagen i forvejen.

Du skal bruge:

1 ds. kondenseret mælk

172 g. mandelmel

300 g. flormelis

160 g. æggehvider (de skal have stuetemperatur)

100 g. sukker

Gul frugtfarve

1 1/2 tsk. havsalt

  1. Karamel: Kom dåsen med det kondenserende mælk i en gryde, og dæk dåsen helt med vand. Kog den i 3 timer. Sørg for, den hele tiden er under vand.
  2. Bland mandelmel med flormelis i en skål.
  3. I en anden skål piskes æggehvider og sukker helt stift.
  4. Når hviderne er stive, sigtes blandingen af mandelmel og flormelis i.
  5. Vend rundt meget forsigtigt og tilsæt frugtfarve lidt af gangen, indtil du har den rette farve.
  6. Kom dejen i en sprøjtepose, og sprøjt små cirkler på bagepapiret på størrelse med en 5-krone.
  7. Lad bundene stå i 45 min. og tørre.
  8. Bag dem derefter i en 160 grader varm ovn i ca. 12 minutter.
  9. Dåsen med den kondenseret mælk er nu blevet til karamel og skal blandes med ca. 1 1/2 tsk. havsalt.
  10. Når bundene og karamellen er kølet af, samles de ved at sætte en lille klat karamel mellem to bunde.
  11. Opbevares i en lufttæt beholder i køleskabet.

Print Friendly, PDF & Email

Laksepirog med dildcreme

Laksepirog er en dejlig forret til gæster eller som frokostret til en søndagsfrokost. Piroggen er meget nem at lave og smager skønt med lidt cremefraiche rørt med dild.

Denne opskrift er til 10 personer.

Pirog

300 g. ferskrøget laks (gerne lakserester)

40 g. smør

1 løg

1 fed hvidløg

1 æggeblomme

1/2 dl. creme fraiche 18 %

Salt og peber

450 g. optøet frossen spinat

450 g. eller en pakke med 6 plader butterdej

1 æg til pensling

Dildcreme:

4.5 dl. cremefraiche 18 %

1 bdt. dild

1 spsk. olivenolie

Pirog:

Hak løg og hvidløg fint.

Smelt 20 g. smør på en stor pande

Steg løg og hvidløg i smørret et par minutter. Det må ikke tage farve.

Laksen kommes på panden og svitses et par minutter. Den må gerne gå i mindre stykker.

Sluk for panden og lad blandingen køle lidt af.Kom en æggeblomme og creme fraiche ned i lakseblandingen.

Krydre med salt og peber.

Stil blandingen på køl.

Kom de sidste 20 g. smør på en ren pande og kom spinaten ved. Spinaten skal varmes igennem. Smag til med salt og peber og 1 fed presset hvidløg.

Sæt spinaten til side.

Lad butterdejen tø op i ca. 20 min. på køkkenbordet.

Tag 3 plader butterdej og sæt dem sammen, så du får en rektangel på 40 x 25 cm. Brug kagerullen til at rulle dem ud.

Kom spinaten i midten af pladerne. Pas på med ikke at få noget væde med.

Kom lakseblandingen oven på. Pas også på med væden her.

Kom hakket dild oven på.

Smør med et pisket æg hele vejen rundt om fyldet.

Sæt de sidste 3 plader butterdej sammen og rul dem ud til 40 x 25 cm.

Læg dem oven på fyldet, som et låg.

Tryk med en gaffel hele vejen rundt om piroggen, så kanterne bliver limet sammen.

Pensl hele piroggen med æg.

Bages i ovnen 8-10 min. ved 250 grader.

Dildcreme:

Bland alle ingredienser sammen til dildcremen og smag til med salt og peber.

Marts 2018

Print Friendly, PDF & Email

Sprødstegte oliven med mandler og hvidløgscreme

Grønne oliven med mandler, stegt sprøde og serveret med en hvidløgscreme er et hit til velkomstdrinks. De smager bedst, hvis de serveres lune.

Du skal bruge:

1 glas grønne oliven med mandler

1 æg

50 g. hvedemel

50 g. pankorasp

Salt/peber

2,5 dl. creme fraiche 18 %

1 fed hvidløg (presset)

1 spsk. oliven olie

Fritureolie

  1. Kom mel, rasp og æg i hver sin dybe tallerken.
  2. Pisk ægget godt.
  3. Kom salt og peber ned til melet.
  4. Vend olivenerne i melet til de er helt dækket.
  5. Kom dem derefter over i det sammenpiskede æg. Sørg for, der kommer æg over det hele.
  6. Kom til sidst olivenerne over i raspen og dæk dem godt.
  7. Opvarm fritureolie i en dyb pande.
  8. Kom olivenerne i olien, når den er varm.
  9. Imens olivenerne steger, laves dippen.
  10. Rør creme fraiche, olie og hvidløg sammen. Smag til med salt og peber.
  11. Olivenerne er færdige, når de er lysebrune over det hele.
  12. Tag dem op og afdryp dem på køkkenrulle.

Olivenerne kan evt. laves i forvejen og opvarmes i ovnen.

Marts 2018

Print Friendly, PDF & Email

Chai Shai – indisk/Pakistansk restaurant i Valby

På hjørnet af Ålholmvej ved Ålholm Plads i Valby ligger den indisk/pakistanske restaurant Chai Shai. Vi havde absolut ingen forventninger om at støde ind i sådan en perle af en restaurant en kedelig tirsdag aften efter en lang arbejdsdag. Men det gjorde vi!

Maden var umådeligt veltillavet, og der var ingen tvivl om, at de gjorde en dyd ud af, at alt var hjemmelavet. Tjeneren fortalt, at de laver deres egen yoghurt. Derudover var maden tilpas krydret og smagte af fjerne og fremmede lande.

Vi bestilte en Ras Masa Kebab til forret, som vi delte. Retten bestod af 4 kyllingekebabs med myntechutney. De var de mest saftige kebabs, vi nogensinde har smagt. Samtidig var de krydret helt vidunderligt, så vi bare havde lyst til at bestille endnu flere. En portion var rigeligt, som forret til to.

Til hovedret bestilte vi butter chicken og en daal lavet på sorte linser. Butter chicken var sød og cremet. Daalen var meget rig i smagen og smagte næsten af kød, selvom den var vegetarisk. Igen fik man bare lyst til at spise mere for hver mundfuld, man tog.

Til maden drak vi vand, og jeg fik en lemonade blendet med is, som jeg aldrig helt fik navnet på. Den smagte af lime og mynte, men udover var der tilføjet lidt salt, hvilket gjorde drikken meget fascinerende og læskende.

Alt i alt betalte vi 315 kr. for en lemonade, en forret og to hovedretter. Et fund for de penge!

Jeg har ikke fået så lækkert og billigt indisk/Pakistansk mad før i Danmark, så Chai Shai får mine bedste anbefalinger.

Chai Shai

Ålholmvej 17, 2500 Valby

Tlf. 50218586

www.chaishai.dk

Print Friendly, PDF & Email

Gao Bao med and i hoisinsauce, gomadressing og chilimayo

De dampede boller med lækkert fyld er blevet en af mine yndlingsretter, når jeg har rester. I denne opskrift brugte jeg rester af confiteret and, men det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad der kan kommes i disse lækre boller.

Dressinger som goma, chilimayo og hoisinsauce er perfekte til at give bollerne den helt rigtige smag. Se opskrifterne længere nede på siden.

Man kan købe en pose melmiks, når man skal lave bao. Det fås hos asiatiske købmænd. Men her følger en opskrift på bao, hvor man selv laver dem.

Til 4 personer

Bao

250 ml. lunken vand

1 1/2 spsk. tørgær

2 spsk. sukker

1 spsk. solsikkeolie

370 g. hvedemel

1 1/2 tsk. bagepulver

  1. Opløs gær og sukker i vandet.
  2. Rør bagepulver og hvedemel sammen.
  3. Kom væsken ned til melet, rør rundt og kom olien i.
  4. Ælt dejen i 10 min. til den er blød og lækker.
  5. Stil den til hævning i 1 time.
  6. Når dejen har hvilet i en time, skal den deles i 10 små og lige store boller.
  7. Rul hver bolle ud til en oval cirkler.
  8. Smør cirklerne med sesamolie på den ene side.
  9. Fold den ene halvdel af cirklen ind over den anden.
  10. Læg baoen på et lille stykke bagepapir og lad dem hæve i 20 min.
  11. Sæt den kinesiske dampkoger oven på en pande med vand og lidt eddike.
  12. Læg ca. 4 boller i damperen og damp dem i 20 min.

Mayonnaise

2 æggeblommer

Ca. 2 dl. solsikkeolie

Ca. 2 tsk. eddike eller citronsaft

Salt og peber

  1. Pisk æggeblommerne med lidt salt og kom olien i lidt ad gangen.
  2. Pas på kun at tilføre en smule olie ad gangen, ellers kan blommerne ikke optage olien.
  3. Mayoen er færdig, når olien er brugt, og konsistensen er tyk.
  4. Smag til med eddike, salt og peber.

Gomadressing

3 spsk. ristede og blendede sesamfrø

1/2 spsk eddike

1 spsk. sukker

3 spsk. hjemmelavet mayo

1/2 spsk. soya

1/2 spsk. sesamolie

  1. Sesamfrø ristes på en pande og blendes til mel.
  2. Bland ingredienserne sammen.
  3. Smag til med eddike og sukker.

Chilimayo

3 spsk. hjemmelavet mayo

1-2 spsk. sriracha chilisauce (fås i asiatiske supermarkeder)

Salt og peber

  1. Bland mayo med chilisauce og smag til med salt og peber.

Derudover skal du bruge:

300 gr. confiteret andelår i små stykker (kan købes på dåse eller laves selv)

50 ml. hoisinsauce

1 rød chili i skiver

1 bdt. koriander

1 håndfuld hakkede peanuts

8 blade hovedsalat

Bao fortsat

  1. Når bollerne er dampet, kommes anden på panden og varmes op sammen med hoisinsaucen.
  2. Kom chilimayo, et salatblad samt and i baoen.
  3. Kom derefter gomadressing, chilistykker, koriander og hakkede peanuts oven på.
  4. Servér

Print Friendly, PDF & Email

French toast

French toast er vidunderligt en søndag morgen, hvor man ikke har haft tid eller overskud til at planlægge en lækker morgenmad.

Mange forveksler french toast med arme ridder. Men der er kæmpe forskel! Den ene ret er salt, og den anden er hvinende sød og karamelliseret.

Jeg laver french toast, når mit brød er blevet for tørt, og jeg er træt af ristet brød. Man kan spise dem med ahorn sirup og frisk frugt, men jeg nyder at spise dem helt plain.

1 person

Du skal bruge:

2 skiver daggammelt brød f.eks. yoghurtbrød

1/2 dl. mælk

1/2 tsk. sukker

1/2 tsk. stødt kanel

1 æg

1 knsp. salt

Smør til stegning

  1. Pisk æg, kanel, mælk, sukker og salt sammen i en dyb tallerken.
  2. Dyp brødet i æggeblandingen. Det skal dyppes på begge sider. Sørg for, at brødet suger væsken til sig, men pas på det ikke bliver for gennemblødt og svampet.
  3. Tænd en stegepande på medium varme og smelt smørret.
  4. Steg brødet på begge sider. De skal være gyldenbrune.
  5. Server med ahorn sirup, frisk frugt, marmelade eller helt plain.

Februar 2018

Print Friendly, PDF & Email

Pandekager med appelsinsauce og vaniljeis

Pandekager er altid et hit, pandekager med is er et endnu større hit, og pandekager med appelsinsauce og is er det største hit!

De kan spises, når man er lækkersulten, som dessert til gæster lørdag aften eller som lidt sødt, når familien skal samles og hygge en søndag eftermiddag.

Til 4 personer

Du skal bruge:

1 portion færdigbagte pandekager

7 dl. friskpresset appelsinsaft (køb det evt.)

50 g. smør

50 g. flormelis

En god vaniljeis

  1. Appelsinsaften og flormelis koges i en gryde, indtil væsken er reduceret til det halve.
  2. Kom smørret i og kog appelsinsaucen, indtil den bliver en anelse tyk.
  3. Smag saucen til, måske mangler den mere sukker eller mere smør. Det afhænger af appelsinerne.
  4. Fold pandekagerne til trekanter og placer dem i et ildfast fad.
  5. Kom saucen hen over pandekagerne.
  6. Sæt fadet i en forvarmet ovn på 200 grader i ca. 10 min.
  7. Server pandekagerne med masser af sauce og vaniljeis.

Februar 2018

Print Friendly, PDF & Email

En halv, en hel, 5, 10 – nemme koldhævede boller

Nemme koldhævede boller. Kan du heller aldrig huske opskriften, når du gerne vil bage morgenboller? Her er opskriften, du nemt kan huske. Du skal bare lære remsen en halv, en hel, 5, 10!

Denne dej tager 5 min. at smække sammen, og så skal den bare stå i køleskabet natten over. Om morgenen lægges dejen på plade uden æltning og ind i en kold ovn i 30 min. Så hurtigt og nemt kan det gøres.

Til 4 personer

Du skal bruge

En halv pakke gær (25 g.)

En hel spiseskefuld groft salt

5 dl. koldt vand

10 dl. mel

Jeg plejer at bruge forskellige mel og gryn. Dog sørger jeg altid for, at 5 dl. er hvedemel, for at de hæver og bliver luftige. Men ellers kan man eksperimentere og bruge, hvad man vil: nødder, frø, quinoa, hørfrø, fuldkornshvedemel, havregryn, rosiner, grahamsmel o.s.v.

  1. Laves dagen før, de skal spise. Kom gær, salt og vand i en skål, og rør rundt indtil salten og gæren er opløst.
  2. Rør melet i og bland det godt. Dejen skal være klistret.
  3. Dæk dejen til med film eller en tallerken, og kom den i køleskabet natten over.
  4. Næste dag tages dejen ud af køleskabet og kommes på en bageplade med bagepapir.
  5. Man skal ikke ælte dejen, bare sætte den i klatter på bagepapiret.
  6. Derefter skal den ind i en kold ovn på 200 grader i ca. 1/2 time.

Februar 2018

Print Friendly, PDF & Email