Jean Georges i NYC – billig 3-stjernet Michelin!

Jean Georges restaurant i New York er absolut et besøg værd, hvis man gerne vil opleve en 3-stjernet Michelinrestaurant og dens magi. Jeg besøgte den for et par uger siden, og den skuffede bestemt ikke, selvom den havde noget at leve op til. Har været på andre Michelinrestauranter rundt om i verden, men den 3-stjernede restaurant Gordon Ramsey i London står som det mest fantastiske, jeg nogensinde har oplevet. Så det var noget af en prøvelse, restaurant Jean Georges blev sat på en meget våd og varm julidag, og den skuffede ikke.

Da vi havde planlagt flere madbesøg i NYC, valgte vi at spise frokost på restauranten, da man kan få 2 retter for 58 dollars. Derudover koster hver ekstra ret 29 dollars. Det var til at overkomme prismæssigt, så vi blev fristet af menukortet og bestilte hver 4 retter. Alt i alt blev regningen på 2200 kr. for 4 retter hver samt 4 glas vin. Det er meget billigt! Derudover kom restauranten med adskillige ekstra småretter, der langsomt stillede vores sult, så som denne amuse bouche (en mundret hors d’oeuv). En lille fritteret risbolle med ost inden i og en syltet agurk.

 

Amuse bouche

Derefter fik vi et lille shot med jordbær-gazpacho, som smagte sødt af sommer og sol.

Jordbær-gazpacho

Første ret lød således:

Asparges- og avokadosalat, skovsyre dressing og sesam (Asparagus and Avocado Salad, Sorrel Dressing and Sesame)

Madai sashimi (Havbas sashimi), ærtesalat, kærnemælksvinaigrette og citronmelisse (Madai Sashimi, Pea Salad, Buttermilk Vinaigrette and Lemon Balm)

Asparagus and Avocado Salad, Sorrel Dressing and Sesame

Madai Sashimi, Pea Salad, Buttermilk Vinaigrette and Lemon Balm

Begge retter var perfekt afstemt i forhold til syre, salt og peber og alt komplementerede hinanden. Kærnemælksvinaigretten gav sashimien liv, så fisken, der var meget fersk i smagen, ikke forsvandt fuldkommen, men derimod blev fremhævet, og jeg elskede hver en bid. Jesper havde bestilt asparges- og avokadosalaten, da han elsker avokado. Han var bestemt ikke skuffet, og retten havde en dejlig cremet konsistens pga. avokadoen.

Den næste ret var, som vi begge havde valgt, var gazpacho. Hvis vi havde vidst, at én af deres amuse bouche var jordbær-gazpacho, så havde vi ikke valgt denne ret, da de smagte lidt af det samme. Dog levede gazpachoen op til forventningerne og smagte helt, som den skulle, så der var ikke noget at klage over der. Den var fyldt med sommerens gode råvarer så som jordbær, hindbær, avokado og cherrytomater.

Gazpacho

De næste retter vi fik var:

Black Sea Bass Crusted with Nuts and Seeds, Sweet and Sour Jus (sort havaborre paneret med nødder og frø, sød og sur jus)

Black Sea Bass Crusted with Nuts and Seeds, Sweet and Sour Jus

og

Parmesan Crusted Organic Chicken Confit, Artichoke, Basil and Lemon Butter (parmesanpaneret økologisk kylling confit, artiskokbund, basilikum- og citronsmør)

Parmesan Crusted Organic Chicken Confit, Artichoke, Basil and Lemon Butter

Igen var alt i perfekt balance, og det sprøde element i begge retter, tilførte retterne en ekstra dimension. Jeg var først lidt skeptisk over for den sød/sure jus, da jeg umiddelbart kom til at tænke på kinesisk sød/sur sovs. Men den smagte på ingen måde sådan og passede eminent til fisken. Jespers ret med kylling var en sammensætning, som jeg aldrig har hverken set eller fået før, og da han ikke var så vild med artiskokbunden, var jeg den heldige vinder.

Desserterne lød vildt lækre, og jeg kunne overhovedet ikke betemme mig, fordi øjnene og hjertet sagde desserten med kirsebær. Den så så indbydende ud. Desværre fik hjerne lov at bestemme, og jeg tog en dessert med bær, som på papiret lød meget lækker, men som slet ikke opfyldte mine forventninger. Hvorimod Jespers tropiske dessert holdt, hvad den lovede.

Berry: Vanilla Tapioca Pudding, Raspberry Sorbet, Strawberry Gelée Black Pepper Roasted Strawberries

Tropical: Young Coconut Semifreddo, Fresh Tropical Fruit, Pineapple Sorbet, Lime Curd

 

Mildest talt smagte min bær-dessert bare som en stor geléklump med frosne kugler. Alle smagene var kedelige, og konsistenserne spillede slet ikke sammen. Hver gang en cherry-dessert blev leveret til et af de andre borde, så ærgrede jeg mig over mit valg. Heldigvis fik jeg lov til at smage Jespers dessert, som var et festfyrværkeri af tropiske frugter. Jeg blev helt taget tilbage til min sommerferie på Hawaii for 5 år siden.

Frokosten sluttede af med, at vi fik endnu et par søde sager leveret til bordet, som var noget restauranten serverede for alle. Det var hjemmelavet marshmellows og små chokolader. Alt smagte godt, men vi havde lige spist en masse sødt, så det var lidt i overkanten.

Til middagen fik vi serveret 4 glas vin hver, som Jesper sammen med sommelieren havde valgt. Ikke nogle vildt dyre, men de passede dejligt til maden.

Hvis man skal besøge en 3-stjernet Michelinrestaurant i NYC, er Jean Georges det helt rette valg, men gør det til frokost. Vi fik virkelig en på opleveren for ikke særlig mange penge i forhold til, hvad man betaler mange andre steder. Derudover var servicen upåklagelig, og det er en fryd at opleve, når alt bare fungerer. En 3-stjernet Michelinrestaurant er helt speciel i forhold til deres service. Der er så mange tjenere rundt om en, og man skal vænne sig til, at der er en tjener, der kun har til opgave at servere brød. Men det vænner man sig hurtigt til 😉

Juli 2017

http://www.jean-georgesrestaurant.com/jean-georges/

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *