Enzo & C – en lille bid af Italien i Vejle

I Vejle lige ved Exxit 59 ligger der en perle af en italiensk restaurant – navnet er Enzo & C. Vil du opleve lækker, italiensk mad til en fornuftig pris, så skal du tage herhen.

Enzo er den lokale italiener, der også slår sine folder i restauranten Trattoria Dei Re tæt ved hovedgaden. Hvor Trattoria Dei Re er mere traditionel, viser Enzo & Co sig fra en mere ungdommelig side.

Pizzaerne er guddommelig! De overgår selv de bedste pizzaer, jeg har fået i Italien. Bundene er ultra tynde og sprøde. Rygende varme. Velduftende og med elegante smagsvarianter.

PATATE & SALSICCIA: Mozzarella, grovhakket kartoffel, salsiccia og olivenolie

Diavola: Tomat, mozzarella, chili-salami og olivenolie

Pizzaerne bliver lavet i et åbent køkken, hvor man kan følge hele processen og se den kæmpe store ovn, som giver pizzaerne deres fantastiske smag.

Indretningen tager mig tilbage til barndommens rejser til Italien, og den lille Fiat er prikken over i’et.

Om du skal på date, nyde en kæresteaften, ud og spise pizza med familien, invitere på fødselsdags-middag for vennerne eller bare sidde helt stille og nyde lækker mad i eget selskab, så er Enzo & C det perfekte valg.

Der er tænkt på kvalitet, råvarer, gode priser og retter, der er lidt anderledes. Enzo & C serverer hjemmelavet pizza, pasta og sandwiches. De har også takeaway.

Min eneste anke er, at jeg ikke havde plads nok i maven til mere end den pizza. Men det er bare et spørgsmål om tid, før jeg er i Vejle igen og skal smage alt det andet lækre, som Enzo & C også kan byde på.

Enzo & C. EXXIT 59, DTC Torvet 20, 7100 Vejle. Åbent alle dage 11-21.

Print Friendly, PDF & Email

Henne Kirkeby Kro – 2 stjernet Michelin

Langt, langt ude på landet i det mørke Jylland ligger den 2-stjernede Michelin-restaurant Henne Kirkeby Kro. Jeg har længe ønsket mig at besøge den og smage Paul Conninghams mad. Det var fredag i efterårsferie med svigerforældrene under armen, at denne drøm gik i opfyldelse.

Man kan ikke lade være med at blive charmeret allerede fra første blik, man kaster på kroen. Alt lokker og byder en naturligt indenfor. Da vi ankom, åbnede tjeneren døren og spurgte, om det var Joachim (svigerfar), der kom der. Det var det rigtig nok, og vi blev budt velkommen tilbage. Svigerforældrene havde været der 14 dage før med et vennepar. Jeg tænkte på det tidspunkt, at det var rigtig god service at sige velkommen tilbage, for mine svigerforældre havde kun sagt i en sidebemærkning, da de gik, at de ville komme igen om 14 dage. Alligevel havde de opfanget det. Det var bare god service og betænksomhed.

Tjeneren sagde flere gange, at vi ville få en speciel menu denne aften. Vi forstod ikke et klap af det og var kommet et godt stykke ind i serveringerne, før vi så, at de andre gæster fik serveret noget andet end os. Henne Kirkeby Kro havde uden vores viden kreeret en helt speciel menu og vinmenu til os, så mine svigerforældre ikke skulle have den samme smagsoplevelse som for 14 dage siden! Det vidner bare om betænksomhed og stort overskud! Jeg var solgt.

Men nu til maden, for den var også helt fantastisk og smagte af så meget kærlighed til råvarerne, gæsterne og konceptet, at jeg blev helt overvældet. Hver mundfuld fik mig til at ønske mere, og jeg kunne trille hjem bagefter. Vinene i vinmenuen var nøje udvalgte, passede perfekt og blev skænket rundhåndet op. Dette har bare en af mine top 3 Michelin-oplevelser. Gordon Ramsay kan ingen slå, men Henne Kirkeby Kro kommer tæt på.

Først fik vi Amuse med et glas lyserøde bobler

Kartoffelpuré chip med lemon mayo

Krydrede nødder

Der efter fik vi 3 snacks


Havens kartofler & porre suppe med friteret Gillardeauøsters.


Kyllingelever parfait med syltet valnødder & trøffel

Blæksprutte kimchi

Hjemmelavet brød med citrussmør

Tre forretter:


Cannelloni med kammusling & hummer. Røget smør sauce

Stegt pighvar med oksehale & baby løg, rødvinssauce

Gris på tre forskellige måder

Til sidst fulgte to desserter

Syltet ananas med macadamia nøddeis

Chokolademousse med chokolade is

Wow en aften! Det kostede 1300 kr. for alle disse retter, og hvis man vil have vinmenuen med, koster den også 1300 kr. Det er ikke, fordi retterne ser særlig prangende ud. Men de dufter fantastisk og smager vidunderligt. Dertil kom den helt igennem perfekte service, hvor passionerede tjenere stolt fortalte om håndværket og fællesskabet, som opstår, når man arbejder for en fælles sag. En helt fantastisk oplevelse, som jeg sent vil glemme. Tak Henne Kirkeby Kro!

Oktober 2018

Print Friendly, PDF & Email

Formel B – en skuffelse

Michelin-restauranter

Jeg har efterhånden prøvet en del forskellige michelin-restauranter, både dem med 1 stjerne og dem med 3 stjerner. Så mit kendskab til, hvad jeg kan forvente og skal forvente ved en restaurant, der har fået denne ære, er stor.

Denne aften var Formel B blevet udvalgt. Jeg har længe ville besøge den og har fået gavekort til min fødselsdag, fordi jeg drømte om det. Det var den første danske michelin-restaurant, jeg besøgte. Hvorfor jeg ikke har været på en i DK før, ved jeg faktisk ikke. Det passer åbenbart bedre at gøre det, når vi er på ferie. Men Henneby Kirkekro skal besøges i efteråret.

En skuffende oplevelse

Desværre var madoplevelsen ikke, som jeg havde drømt om. Alle 4 i selskabet var faktisk rigtig skuffede over maden, servicen og hele oplevelsen.

Smagene var meget syrlige eller bitre, og det var som om, tingene ikke passede sammen. Derudover var retterne kedelige at se på. Enten var farverne kedelige, eller maden pyntet med en ting, så man ikke kunne se, hvad man skulle have. Det var ikke appetitligt, og der er ingen af de retter, på nær desserten, som jeg drømmer om at smage igen. P.s. jeg har brugt en del tid på at gøre billederne appetitlige.

Til at starte med fik vi serveret en kold agurkesuppe. Den var dejligt, kølende og en velsignelse, fordi rummet var over 30 grader. Det var ikke engang så varmt udenfor, så er glad for, vi ikke sad der under hedebølgen.

Der blev serveret dejligt hjemmelavet brød til og lækkert smør, og der var rigeligt af begge dele.

Vi havde valgt forskellige retter og lod køkkenet bestemme, hvornår vi skulle have hvad. Jeg havde en forventning om, at når vi alle havde bestilt den samme fisk, så fik vi den samtidigt, men det gjorde vi ikke. Vi fik dem forskudt af hinanden. Det ødelagde faktisk en del af min oplevelse, da jeg havde set retten og hørt de andres reaktion, før jeg fik min fisk.

Næste ret jeg fik var Oksetatar med radiser, peberrods emulsion og mandler.

Jeg havde ikke forventet en hel hvid ret, når man bestiller tartar. Retten smagte rigtig godt, men den var ikke appetitlig at se på. Jeg er ked af at sige det, men jeg fik associationer til noget, der starter med b…

Maden blev også serveret på en helt hvid tallerken, hvilket ikke hjalp på udseendet. Det var ikke en ret, jeg ville have sat tænderne i, hvis jeg ikke vidste, hvad det var.

Derefter havde jeg bestilt Svampetoast med flødestuvede kantareller, syltet gran og syre.

Som I kan se på billedet, var det champignoner, der mest overtog denne ret. Desuden var retten serveret i en dyb tallerken, og det skal siges, at det er ret svært at spise et stykke toast med kniv og gaffel i en dyb tallerken! Desuden var der en bitterhed over retten, som ikke klædte den.

Denne ret var vist noget med kartoffel og gran. Jeg fik den ikke selv, og den er taget af kortet. Men meget sigende, at jeg ikke kan fortælle ud fra billedet, hvad det er.

Dampet kylling med spinat, ærtepuré og skummende muslingesauce

Problemet med denne ret var, at hvis jeg ikke vidste, hvad det var, så havde jeg ikke kunne gætte det. Kyllingen var kønsløs og smagte stortset ikke af noget. Den var dampet, men nogle gange føltes det, som om jeg tyggede i et stykke råt kylling. Den var ikke rå, men den havde en meget mærkelig konsistens. Ærtepureen smagte slet ikke af ærter, og jeg kunne ikke gætte, hvad det var, hvis ikke jeg vidste det. Igen kom den syrlige smag ind ved hjælp af nogle lange blade, som lå sammen med spinaten. Jeg kender ikke den urt. Serveret i en dyb tallerken = svær at spise.

Vesterhavspighvar med braiserede oksekæber og persille/hvidløgssauce

En lidt anderledes kombination med fisk og oksekødet, men dejligt at få den blanding. Det klædte hinanden. Jeg kunne godt have ønsket, at skinnet var ensartet sprødt. Det var blødt nogle steder. Igen serveret i en dyb tallerken og igen svær at spise.

Havtorn en surprise

Denne dessert har jeg fået før. Nemlig på søsterrestauranten Sletten. Den er rigtig lækker, så den måtte jeg havde igen, også fordi jeg syntes, de andre desserter lød lidt kedelige. Men jeg var da lidt ærgerlig over, at jeg går på en michelin-restaurant og kan få retten på en af deres andre restauranter.

Danske hindbær med rosenpeber, hybenrose creme og vaniljeis

En anden i selskabet fik denne dessert. Igen ikke en præsentation, der fik mit mundvand til at løbe.

Alt i alt et meget skuffende besøg. Husk, ikke at servere ting, der skal spises med kniv og gaffel, i en dyb tallerken! Skab kontraster, gerne ved at bruge en tallerken i en anden farve end selve retten. Og sidst men ikke mindst hold igen med syren og bitterheden.

Det skal nævnes, vi skulle betale 180 kr. for vand på karaffel – uden vi var blevet informeret om, at det kostede noget. Det, synes jeg, er en svinestreg. Derudover var serveringen sløv, og tjenerne vidste ikke, hvad der var i maden. Ja, jeg kommer nok ikke herhen igen frivilligt. Desværre.

Print Friendly, PDF & Email

Restaurant Saigon – Vietnamesisk

Den bedste vietnamesiske mad fås helt klart på Restaurant Saigon i Valby. Ja det er ikke lige oplagt, at der på Retortvej ligger sådan en perle – men det gør der!

Maden er vellavet, og ingredienserne spændende og anderledes. Derudover er portionerne kæmpe store, og priserne helt i orden.

Vi var fire afsted og bestilte alle en forret og en hovedret, men vi kunne nemt have været 2 om en hovedret, så store var portionerne. De serverer selvfølgelig vietnamesiske øl, men laver også en dejlig hjemmelavet lemonade.

Vi fik bl.a.


Rispapirsruller med tørrede rejer, marineret kanelpølse, stegte grøntsager og krydderurter med hoisinsauce og knuste peanuts kr. 59,00

Sprødstegt rismelspandekage med svinekød, rejer og bønnespirer serveret med krydderurter, lime- og fiskesovsdip kr. 69,00


Sprøde forårsruller med svinefars, glasnudler og skovøresvampe serveret med bønnespire, krydderurter og fiskesovsdip kr. 49,00


Stegt and i rød kokoskarrysauce kr. 119,00

Hvidløgskylling stegt i wok med blandede grøntsager og cashewnødder i ingefærsauce kr. 99,00

Citrongræs- og chilimarineret oksekød wokstegt med knuste peanuts kr. 129,00

Der var så meget mad, at vi fik lov at få resterne med hjem.

Restauranten er rigtig hyggeligt indrettet, så bliv der endelig for at spise. Men de har også take-away. De har åbent hver dag 16.00-22.00

Jeg glæder mig til at komme derhen igen.

Restaurant Saigon

Retortvej 56-58

2500 Valby

Print Friendly, PDF & Email

Antidote

Vi var inviteret til prøvemiddag på Antidote i Jægersborggade, fordi min kæreste Jesper er ansat i Husted Vin (Gl. Strand), som ejer Antidote. Dermed kan denne anmeldelse ikke undgå at være en smule farvet af det, selvom jeg ikke er blevet bedt om at lave en.

Antidote har fået en makeover og satser på det biodynamiske hele vejen igennem, både hvad angår mad og vin. Stemningen er i top og kombinerer hygge med det københavnske.

Vores menu bestod denne aften af 5 retter med dertilhørende vine. Hvordan menukortet kommer til at se ud fremover, er lidt svært at sige, da disse prøvemiddage er køkkenets mulighed for at lege med råvarerne. Men ét er sikkert – der var tale om råvarer i topklasse!

Første ret var smørpocheret torsk i en estragoncreme med hjemmelavet linguini, dertil hjemmelavet brød og kaviar.

Wow det var lækkert. Smagte næsten som torsk i bearnaisesauce.

Derefter fik vi sprødstegt Multe med sauce mousseline og porrer. Igen en meget lækker fiskeret, hvor smagene passede virkelig godt sammen.

Derefter fik vi en ret med gris med en sennepssauce og sprød kål. Aldrig har jeg fået så lækker en gris før! Den var mør og saftig, og sennepssauce passede perfekt til. Kålen kommer fra et gartneri på Amager, og grisen har gået frit rundt og spist sig stor og fed ude på landet. DEN ret bestiller jeg gerne igen.

Sidste ret var noget af en overraskelse, for det var ikke det, jeg havde forestillet mig. Vi skulle have braiseret lam med spinat og rødvinssauce. Det braiserede lam var svøbt i eget fastnet og stegt sprødt, hvilket gav den næsten en smag af sprødstegt kebab. Rødvinssauce var intens, og spinaten frisk og sprød. Meget, meget lækker ret.

Til sidst blev vi præsenteret for desserten – pocheret rabarber med sorbet, gin og spunchcake. Desværre levede denne ret ikke op til mine forventninger. Alle elementerne var veltillavede og smagte godt hver for sig, men sammen kom de ikke til deres ret. Så her håber jeg, at kokkene eksperimenterer videre.

Alt i alt en fantastisk middag med dejlige vine fra Husted Vin, som passede eminent til maden. Det nye Antidote byder på lækker og velsmagende mad, hvor der er kælet for detaljerne, og råvarerne er velvalgte. Glæder mig til at smage mere!

Print Friendly, PDF & Email

The Fat Pike

I en lille baggård på Islands Brygge ligger restauranten The Fat Pike – den fede gedde. Som navnet afslører, byder restauranten på fiskeretter, men det er også muligt at få en stor bøf. Selvom menukortet er forholdsvis lille, er retterne så fristende, at det var svært at vælge, hvad jeg skulle have. Derfor var det oplagt at vælge seafoodmenuen, der bød på lidt af hvert.

Normalt er jeg ikke til friske østers – men den lille vinaigrette, der blev serveret til, tog kegler, og ned røg de to østers. Det havde bestemt ikke gjort noget, hvis der havde været flere.

Sammen med østers blev der serveret popcorn shrimps og tuntatar.

Popcorn shrimps eller popcorn rejer har egentlig ikke noget at gøre med popcorn. Rejerne bliver vendt i brødkrummer og derefter friturestegt, hvilket giver dem en fantastisk smag og sprødhed. De røg ned på få minutter, og kryddermayo, der smagte godt af estragon, passede perfekt til. Selvom en af gæsterne ikke kunne lide fisk, blev rejerne spist med stort velbehag af alle.

Tuntataren var velafbalanceret og smagte frisk. Det var en sjov gimmick, at man selv skulle røre sin egen guacamole. Det eneste minus var, at deres tortillias var for olieret og overstegte, så de smuldrede for et godt ord.

Til hovedret fik vi alle serveret helleflynder. Endnu en super lækker ret, hvor salaten, der bestod af broccoli, kapers, ærteskud og wasabiærter, smagte helt vidunderligt til. Dertil blev der serveret en kartoffelmos, der var lidt vandet. Jeg havde nok valgt et andet alternativ, nu hvor det ikke er de bedste kartofler til kartoffelmos, som man kan fremskaffe. Men det smagte godt.

Til dessert fik vi vaniljeis med rabarber crumple. Desværre var dette den mest kedelige ret, vi fik denne aften. Den virkede lidt træt, og det var super ærgerligt, for vi havde på dette tidspunkt svært ved at få armene ned af begejstring. Både isen og rabarberen manglede noget smag og kærlighed.

Alt i alt var The Fat Pike en fantastisk oplevelse, der bød på veltillavet mad, gode oplevelser, billige priser og så hjælper det altid, når der er vin fra Husted Vin på kortet. Jeg kommer helt sikkert igen!

The Fat Pike

Njalsgade 19D

2300 København S.

The Fat Pike

Print Friendly, PDF & Email

Toldboden

Københavns Toldbod, også kaldet Toldboden, er et fantastisk sted, når solen skinner, og der skal være hvidvin i glasset og afslappet stemning. Der er et miks af både dansker og turister, der alle kommer for at sidde udenfor og nyde vandet til loungemusik med et lille glas i hånden.

De byder også på mad, udvalget er ikke så stort, men det er veltillavet og smager dejligt. Man kan bl.a. få burger, hotdogs med hummer og fish n’ chips. Dog forstår jeg ikke deres valg af grønt/pynt, som er store stykker salat, rå rødbede og gulerod ovenpå maden. Det ser flot ud, men man spiser det ikke, og dermed er der en masse spild.

Her nydes et glas Aperol og en gang fish n’ chips med ærtepurè.

Super sted, hvis man alligevel er på sightseeing i København og godt vil opleve, hvordan danskerne nyder livet, når det er godt vejr i København. Og så er udsigten den mest fantastiske – ud over Københavns havn. Sikke en perle!

Københavns Toldbod – Toldboden

Nordre Toldbod 18-24

1259 København K.

Print Friendly, PDF & Email

Chai Shai – indisk/Pakistansk restaurant i Valby

På hjørnet af Ålholmvej ved Ålholm Plads i Valby ligger den indisk/pakistanske restaurant Chai Shai. Vi havde absolut ingen forventninger om at støde ind i sådan en perle af en restaurant en kedelig tirsdag aften efter en lang arbejdsdag. Men det gjorde vi!

Maden var umådeligt veltillavet, og der var ingen tvivl om, at de gjorde en dyd ud af, at alt var hjemmelavet. Tjeneren fortalt, at de laver deres egen yoghurt. Derudover var maden tilpas krydret og smagte af fjerne og fremmede lande.

Vi bestilte en Ras Masa Kebab til forret, som vi delte. Retten bestod af 4 kyllingekebabs med myntechutney. De var de mest saftige kebabs, vi nogensinde har smagt. Samtidig var de krydret helt vidunderligt, så vi bare havde lyst til at bestille endnu flere. En portion var rigeligt, som forret til to.

Til hovedret bestilte vi butter chicken og en daal lavet på sorte linser. Butter chicken var sød og cremet. Daalen var meget rig i smagen og smagte næsten af kød, selvom den var vegetarisk. Igen fik man bare lyst til at spise mere for hver mundfuld, man tog.

Til maden drak vi vand, og jeg fik en lemonade blendet med is, som jeg aldrig helt fik navnet på. Den smagte af lime og mynte, men udover var der tilføjet lidt salt, hvilket gjorde drikken meget fascinerende og læskende.

Alt i alt betalte vi 315 kr. for en lemonade, en forret og to hovedretter. Et fund for de penge!

Jeg har ikke fået så lækkert og billigt indisk/Pakistansk mad før i Danmark, så Chai Shai får mine bedste anbefalinger.

Chai Shai

Ålholmvej 17, 2500 Valby

Tlf. 50218586

www.chaishai.dk

Print Friendly, PDF & Email