Påskeæg med hvid chokolade og saltkaramel

Den perfekte værtindegave, når du skal til påskefrokost – hjemmelavede påskeæg med hvid chokolade og saltkaramel. Jeg blev meget populær, da jeg præsenterede svigerfamilien for disse lækkerier. Jeg har valgt ikke at skrive mål på opskriften, da det er op til en selv, hvor meget saltkaramel, marcipan og chokolade, man har lyst til.

Du skal bruge

Marcipan (Jeg brugte resterne fra kransekagen Nytårsaften)

Hvid chokolade

Saltkaramel (se opskrifter under påske-macarons)

Dulce de leche chokolade eller mørk chokolade

Guldstøv eller anden pynt

  1. Rul marcipanen til små påskeæg.
  2. Skær bunden af ægget og lave en fordybning i marcipanen.
  3. Kom en lille klat saltkaramel ned i fordybningen, og sæt bunden på igen. Sørg for ægget sidder sammen.

4. Smelt hvid chokolade i en gryde.

5. Dyp ægget ned i chokoladen og sørg for, det bliver dækket over det hele. Læg æggene på bagepapir.

6. Smelt en anden farve chokolade f.eks. dulce de leche eller mørk chokolade.

7. Brug en gaffel til at lave mønstre på æggene ved at vifte chokolade hen over æggene.

8. Lav forskellige farvede æg og pynt med guldstøv. Skal tørre et par timer, før de kan serveres.

Påske-macarons med saltkaramel

Små gule macarons fyldt med lækker saltkaramel er den perfekte værtindegave at have med til påskefrokosten eller til at servere til kaffen, hvis du selv holder frokosten.

Disse er forholdsvis enkle at lave, men tager noget tid. Karamellen kan sagtens laves dagen i forvejen.

Du skal bruge:

1 ds. kondenseret mælk

172 g. mandelmel

300 g. flormelis

160 g. æggehvider (de skal have stuetemperatur)

100 g. sukker

Gul frugtfarve

1 1/2 tsk. havsalt

  1. Karamel: Kom dåsen med det kondenserende mælk i en gryde, og dæk dåsen helt med vand. Kog den i 3 timer. Sørg for, den hele tiden er under vand.
  2. Bland mandelmel med flormelis i en skål.
  3. I en anden skål piskes æggehvider og sukker helt stift.
  4. Når hviderne er stive, sigtes blandingen af mandelmel og flormelis i.
  5. Vend rundt meget forsigtigt og tilsæt frugtfarve lidt af gangen, indtil du har den rette farve.
  6. Kom dejen i en sprøjtepose, og sprøjt små cirkler på bagepapiret på størrelse med en 5-krone.
  7. Lad bundene stå i 45 min. og tørre.
  8. Bag dem derefter i en 160 grader varm ovn i ca. 12 minutter.
  9. Dåsen med den kondenseret mælk er nu blevet til karamel og skal blandes med ca. 1 1/2 tsk. havsalt.
  10. Når bundene og karamellen er kølet af, samles de ved at sætte en lille klat karamel mellem to bunde.
  11. Opbevares i en lufttæt beholder i køleskabet.

Laksepirog med dildcreme

Laksepirog er en dejlig forret til gæster eller som frokostret til en søndagsfrokost. Piroggen er meget nem at lave og smager skønt med lidt cremefraiche rørt med dild.

Denne opskrift er til 10 personer.

Pirog

300 g. ferskrøget laks (gerne lakserester)

40 g. smør

1 løg

1 fed hvidløg

1 æggeblomme

1/2 dl. creme fraiche 18 %

Salt og peber

450 g. optøet frossen spinat

450 g. eller en pakke med 6 plader butterdej

1 æg til pensling

Dildcreme:

4.5 dl. cremefraiche 18 %

1 bdt. dild

1 spsk. olivenolie

Pirog:

Hak løg og hvidløg fint.

Smelt 20 g. smør på en stor pande

Steg løg og hvidløg i smørret et par minutter. Det må ikke tage farve.

Laksen kommes på panden og svitses et par minutter. Den må gerne gå i mindre stykker.

Sluk for panden og lad blandingen køle lidt af.Kom en æggeblomme og creme fraiche ned i lakseblandingen.

Krydre med salt og peber.

Stil blandingen på køl.

Kom de sidste 20 g. smør på en ren pande og kom spinaten ved. Spinaten skal varmes igennem. Smag til med salt og peber og 1 fed presset hvidløg.

Sæt spinaten til side.

Lad butterdejen tø op i ca. 20 min. på køkkenbordet.

Tag 3 plader butterdej og sæt dem sammen, så du får en rektangel på 40 x 25 cm. Brug kagerullen til at rulle dem ud.

Kom spinaten i midten af pladerne. Pas på med ikke at få noget væde med.

Kom lakseblandingen oven på. Pas også på med væden her.

Kom hakket dild oven på.

Smør med et pisket æg hele vejen rundt om fyldet.

Sæt de sidste 3 plader butterdej sammen og rul dem ud til 40 x 25 cm.

Læg dem oven på fyldet, som et låg.

Tryk med en gaffel hele vejen rundt om piroggen, så kanterne bliver limet sammen.

Pensl hele piroggen med æg.

Bages i ovnen 8-10 min. ved 250 grader.

Dildcreme:

Bland alle ingredienser sammen til dildcremen og smag til med salt og peber.

Marts 2018

Sprødstegte oliven med mandler og hvidløgscreme

Grønne oliven med mandler, stegt sprøde og serveret med en hvidløgscreme er et hit til velkomstdrinks. De smager bedst, hvis de serveres lune.

Du skal bruge:

1 glas grønne oliven med mandler

1 æg

50 g. hvedemel

50 g. pankorasp

Salt/peber

2,5 dl. creme fraiche 18 %

1 fed hvidløg (presset)

1 spsk. oliven olie

Fritureolie

  1. Kom mel, rasp og æg i hver sin dybe tallerken.
  2. Pisk ægget godt.
  3. Kom salt og peber ned til melet.
  4. Vend olivenerne i melet til de er helt dækket.
  5. Kom dem derefter over i det sammenpiskede æg. Sørg for, der kommer æg over det hele.
  6. Kom til sidst olivenerne over i raspen og dæk dem godt.
  7. Opvarm fritureolie i en dyb pande.
  8. Kom olivenerne i olien, når den er varm.
  9. Imens olivenerne steger, laves dippen.
  10. Rør creme fraiche, olie og hvidløg sammen. Smag til med salt og peber.
  11. Olivenerne er færdige, når de er lysebrune over det hele.
  12. Tag dem op og afdryp dem på køkkenrulle.

Olivenerne kan evt. laves i forvejen og opvarmes i ovnen.

Marts 2018